Da man var lille, var ens forældre trygheden i hverdagen. Det var dem man kunne græde ud ved, dem man kunne sidde i sofaen og se Disney Sjov sammen med, mens man spiste slik fredag aften.
Det var forældrene der altid vidste bedst, de vidste ligesom alting, og virkede så store og mægtige. Det var dine forældre der bar dig ind i seng, hvis du var faldet i søvn på sofaen efter en udmattende dag i børnehaven.
Det var ganske enkelt ens forældre man elskede over alt på jorden, dem der betød mest. Det var det bedste at blive hentet af mor og far en eftermiddag i børnehaven. At se mor kigge lykkeligt op på far og sige: ”Kom skat, vi skal hjem nu”. Er uvurderligt for en lille pige, eller dreng for den sags skyld.
Sådan havde jeg det også selv, og det bedste i verden var at blive puttet af både mor og far. Så en dag fik jeg meddelelsen, den ramte mig som en hammer, jeg havde det som om jeg var blevet slået i maven med en hammer… mor og far skulle skilles. Jeg havde det forfærdeligt med at vores ellers så lykkelige familie på otte skulle splittes. Jeg var 10 år gammel dengang, og jeg husker det som var det i går.
Det er gratis at oprette en konto