”Hyrdinden og skorstensfejeren” er et kunsteventyr skrevet af H.C. Andersen.
Eventyret er fra 1845, og det er trykt første gang i ”Nye eventyr, tredje samling.”
Det ses tydelig, at dette eventyr er skrevet af H.C. Andersen, da han benytter besjælinger; han gør
dukker levende.
Han giver dukker menneskelige egenskaber, så de kan tale og bevæge sig.
Derudover er dukkerne i stand til at elske og frygte, hvilket er meget centralt i dette eventyr.
Efter som tingene får menneskelige egenskaber, kan eventyret også betegnes som et ”tingeventyr”.
Eventyret fortælles ud fra en tredjepersonsfortæller. På intet tidspunkt hører vi om tanker og
følelser, udover når dukkerne selv giver udtryk for dem.
Eventyret handler i korte træk om umulig kærlighed mellem hyrdinden og skorstensfejeren.
Modstanderne af kærligheden er gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten,
samt kineseren
Gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten virker meget materialistisk, idet at
han ikke ligger synderligt meget i kærlighed, men mere i at få hyrdinden med i hans samling af
koner i skabet, så han kan nå op på en samling på i alt 12 stk. Hans 11 koner påviser også hans rå
seksualitet. Han er lavet af fin mahogni, som udviser høj status i borgerskabet.
Kineseren er en nikkedukke, som mener på trods af at hyrdinden ikke er enig, at han er hendes
Det er gratis at oprette en konto