’’Blake Miller’’ råbte sekretæren henne fra skranken. Han gav hendes hånd et forsigtigt klem, som tegn på at alting nok skulle gå.De gik ned ad den lange hospitalsgang, for at finde den stue som hun skulle bo på det næste stykke tid.Da de havde pakket ud gik der ikke lang tid før Blake lå i sin seng. Hun blev meget udmattet på grund af kræften. Lægerne havde i fredags forberedt dem på, at hun ikke havde megen tid tilbage. Det havde selvfølgelig taget hårdt på dem, men da de i kirken gav ord på at det ville følge hinanden gennem medgang og modgang, mente de det.Hår havde hun næsten ikke mere af, da hun havde været igennem flere års kemoterapi, for at udsætte dagen hvor hendes krop ville give op. Dog var den dag ikke kommet endnu, selvom alle havde forberedt sig på at det snart ville ske.
Da Blake blev dækket af slanger og tape, som var tilsluttet til at bippende maskine, havde både hendes mor og Justin ladet et par tårer glide ned af kinderne. At se hende så svag, så udmattet, og så ødelagt var ikke noget rart syn. Hun var efterhånden blevet så mager og se på, at hun lignede en der led af anoreksi. Kræften åd hende op inden fra, sugede alt liv og glæde ud. Ingen havde fortjent at lide sådan som hun gjorde, ingen. De pinsler hun gik igennem måtte være ulidelige.
Det er gratis at oprette en konto