Faderen var uroligende stille den sidste tid og barnet og moderen havde altid en dårlig fornemmelse af at være i nærheden af faderen og hans stille grublende mine. Hver dag ledte moderen og barnet efter dolken, alle tænkelige steder barnet kunne have smidt den væk.
Sådan fortsat det i 3 måneder, for at være præcis. Dolken var stadig pist væk og morderen og barnet var rastløse, og faderen stresset hele tiden. En af moderens gamle bekendte forslog en god familie-terapeut som hjælper familier med at komme videre efter en stort tab.
Faderen nægtede at tage til terapeut, for han havde det ”fint” og behøvede ikke have en sådan dame, fortælle ham hvordan han skal have det. Moderen var altid træt fordi hun ikke fik nok søvn, men var aldrig sur, for det havde hun ikke overskud til. Barnet ville aldrig hjem fra børnehaven og græd hver gang han blev hentet. Alting var gået grueligt galt siden dolken var blevet væk for ham, til gengæld havde han ikke mistet nogen af hans legesager siden.
Seks måneder var gået, faderen var blevet forfremmet til chef-assistent og havde begravet sig dybt i sit arbejde. Moderen fik ofte beskeder fra børnehaven om at hendes barn lavede ulykker, og var oppe og slås med de andre børn i børnehaven. Inden længe kunne børnehaven ikke holde knægten ud mere og blev nød til at smide ham ud. Moderen havde taget fri fra arbejdet i lang tid på grund af stress, men det betød ikke så meget da faderen arbejdede så meget at de lige akkurate kunne klare sig. Moderen var meget følelseslad og der skulle ikke meget til for at gøre hende vred eller gøre hende utroligt ked af det, så alle lod hende bare være. hun var stresset over drengen, som igen venner havde for ingen kunne holde ham, og hans opførsel ud.
Det er gratis at oprette en konto