Analyse af dokumentaren 'Selvoptaget'

Medierne er i denne digitale tidsalder blevet en meget magtfuld aktør, som har stor indflydelse på vores liv. Gennem medierne kan der skabes frygt såvel som en national tryghedsfølelse. Ligeledes portrætterer medieplatformene via en række nye subgenrer, som for eksempel realitygenren, en gruppe af mennesker, der på grund af den måde de ser ud på og den status de har tilegnet sig i sociale sammenhænge, lever “det søde liv”. Men er denne ”reality-tilværelse” så rosenrød, som den skildres i programmerne? Eller er der gået fiktion i den måde, hvorpå deltagernes ”virkelighed” bliver udfoldet i fjernsynet? I denne opgave vil jeg undersøge, hvordan en række kendte realitystjernerne iscenesættes, samt hvordan de iscenesætter sig selv. Jeg tager udgangspunkt i et uddrag af dokumentaren Selvoptaget fra 2014. Derudover vil undersøgelsen også komme ind på, hvordan anvendelsen af autenticitets markører fra henholdsvis fakta og fiktion er i spil. Der vil også blive foretaget en analyse af uddragets opbygning. Ydermere vil der blive knyttet en kommentar til dokumentarens genre og dens brug af elementer fra reality genren.

I dokumentaruddraget introduceres seeren til Pernille, Irena og Joy, der er kendte fra reality-tv. Alle, er de blevet udstyret med et kamera fra Danmarks Radio, som de skal bruge til at filme deres hverdag med. Brugen af disse klip er med til at skabe en virkeligheds autencitet. Kameraets vinkel, den lokation hvor der filmes og den overordnede kvalitet af klippet er med til at kreere en virkelighedsfornemmelse og følelsen af det anti-iscenesatte hos programmets seere. Et eksempel på denne personlige ”videodagbog”, ses i anslaget, hvor deltageren Pernille filmer sig selv i fugleperspektiv, liggende i sin seng med dårligt lysindfald og på et krøllet lagen. Denne brug af en lokation i aktørens eget hjem giver et indtryk af, at hun er upåvirket af, at være deltager i programmet, men blot taler frit på et venskabeligt plan. Denne ”selv-dokumentation” har også den modsatte effekt. Idet man ved at overrække et videokamera til aktørerne, ligeledes markerer et kunstigt rum, hvor man skal opføre sig på en bestemt vis. Denne dobbelthed mellem fakta og fiktion kan også ses i introen, hvor der fra afsenderens side loves, at stjernerne vil filme deres virkelige liv i medgang og i modgang. Det stiller spørgsmålet: Hvordan er livet efter reality? På samme tid som dette ”sandfærdige” anslag præsenteres, gøres der brug af en stor mængde virkemidler fra fiktionsverden, disse virkemidler er for eksempel den yderst dramatiserede underlægningsmusik, der er med til at danne spænding hos publikum. Den hurtige klipning og anvendelsen af en stor mængde overskrifter fra tabloidpressen fungerer på lige fod som spændings markører. Disse virkemidler er med til at give en forhåbning om, at elementer fra det vilde og spændende realityliv forekommer i programmet.