Dorte Sørensen føler sig utrolig ensom i denne forfærdelige tid med Corona, efter hun har opgivet en stor del kontakt med hende tætteste.
Af Luci0206
Elev på Lundgårdskolen
I går læste jeg en klumme bragt af Politikken. Deri blev menneskets fundamentale lyst eller måske nærmere afhængighed af andre menneskers nærhed diskuteret på enkemands hånd. Dorte fortæller, om den ensomhed, hun går rundt med, når stikket med nærkontakt til ens elsket er blevet revet ud af kontakten. Men selvom klummen har en meget bedrøvelig tone, synes jeg, det er det fornuftigste, man kan gøre i denne tid med utrolig meget uvished om selve situationen.
Vi skal i tider som disse bruge vores sunde fornuft og være hver for sig. Det er mig derfor uforstående, hvordan folk kan se sig selv i øjnene, når de velvidende om at der er forkert, mødes i større forsamlinger uden et endelig formål. Jeg selv er blevet trukket i som en marionetdukke, om hvorvidt jeg kom til fester, shopping, gåture eller andre sociale begivenheder. Dette er ikke fair. Vi skal alle sammen kæmpe hver for sig, selvom kampen lyder både skør og utrolig kedelig.
Hvis ikke vi gør dette, ender folk, vi elsker med at forsvinde. Her taler jeg ikke bare om perioden i hjemmekarantæne men mere om deres afsluttet forløb her på vor jord. Det er ikke fair, at jeg skal få beskeder om, at familiemedlemmer er gået bort, fordi du ikke kunne holde dig indendørs i den korte periode- vel?
Det er gratis at oprette en konto