Onlineundervisning, mundbind og samfundssind – min bare røv. Det eneste ord, der indkapsler den her tid, er Corona træthed. Hold op, hvor er jeg træt. Træt af de restriktioner, der ser ud til aldrig at høre op. Der bliver forlænget og forlænget i et væk. Bedst som man tror, at landet åbner op igen, så lægger en engelsk mutation vejen forbi, og vi er for alvor dømt til lockdown 2.0. Corona forsøger med næb og klør at holde os fast i en følelse af håbløshed. Men det er her, at vi som mennesker må vise, at vi er de overlegne. Hvis vi står sammen, kan vi klare det meste. Selv Corona. Der er håb.
D. 6. marts sidste år meddelte Mette Frederiksen, at arrangementer med over 1000 mennesker bør aflyses. På det tidspunkt var pressemøder ikke en ting, man fulgte med i, og coronavirus var stadig bare noget, der florerede rundt i Kina.
Her snart et år senere er glasset fyldt til randen. Mette Frederiksen sagde i sin nytårstale, at januar og februar ville teste vores udholdenhed. Og hold op, hvor fik hun ret …
Som dagene gik, følte jeg, at vintermørket krøb længere og længere ind på livet af mig. Jeg brugte uendelig meget energi på at være sur og tvær. Hvorfor åbner de ikke bare op? Folk må jo bare tage en ekstra test? Det er min uddannelse, det gå udover. Ja, og mit ungdomsliv!
Det er gratis at oprette en konto