Landevejen

Det røde skilt var alt, hvad han kunne se. Han halv kravlede op af bakken for at nå det røde skilt. Men der var glat, meget glat. Så han koncentrerede sig rigtig meget om at komme op uden at falde ned igen, og armen gjorde stadig ondt. Men op det skulle han. Det gav et spjæt i ham, armen gjorde mere ondt end før. Han stoppede, tog igen forsigtigt om armen og fortsatte uden at slippe.

Det røde skilt havde han gået forbi, han var på vej ind til landsbyen. Han håbede på, at der var nogen der boede der, så han kunne få lidt hjælp. Han gik og gik, men han kunne ikke se, om han nærmede sig, hans arm fik et stød igen, det gjorde så ondt, at der kom et ordentligt brøl fra ham. Smerterne var overstået i en kort periode, og han kunne gå igen. Landsbyen var dog kommet lidt tættere på, så der skulle bare traves igennem.

Landsbyen kom nærmere og nærmere. Lige pludselig stod han inde midt i den. Der var ikke gået mere end 2 sekunder, før han stod der midt inde i det hele. Så var det bare med at finde nogle mennesker, der ville hjælpe ham med at komme på et sygehus. En gammel dame kom forbi. Han spurgte stille, om hun ville hjælpe. Men hun kiggede bare på ham, som om han var en vildmand, der lige var sluppet ud fra kolbøtte fabrikken og gik videre. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige. Men han var i det mindste sikker på, at byen er beboet, så han må da kunne få hjælp af nogen. Han gik rundt og bankede på forskellige døre, men folkene kiggede bare ud af et andet vindue og gik igen. Han gad ikke gå og banke på mere. Han fandt en bænk og satte sig lidt ned. Han tog en håndfuld sne og spiste det for at få slukket tørsten bare lidt. Man skulle tro, at der var en engel, der var gået gennem hele byen. Den var helt stille, og alle lys var slukket i byen. Det eneste der gav lidt lys, var den store fuldmåne, man skulle tro, at den var trækket tættere på, den var helt stor, men den lyste bare meget svagt. Han kiggede op på den, han havde egentlig aldrig lagt mærke til, at månen var så stor og flot.