Landevejen

Selvom skiltet kun lå nogle meter fra ham, føltes det som flere kilometer. Han gik med langsomme slæbende skridt, mens han tænkte på, hvad han havde oplevet for bare nogle timer siden. Han tænkte på alle de sortklædte mænd med de tatoverede arme. Specielt én af dem kunne han huske tydeligt. Bossen. Hans ansigt var fyldt med ar, både store og små. Hans øjne var ligeså sorte som natten selv og ligeså udtryksløse som et tomt papir. Han snakkede så lavt og langsomt, at André ikke engang turde trække vejret i angst for at gå glip af noget, han sagde. Men han forstod alt, hvad han sagde - klart og tydeligt. Han ville have sine penge tilbage, og for ham fandtes der ingen undskyldninger. Så det med at André var presset i øjeblikket og ville betale dem tilbage i næste uge, forstod han ikke. Han nikkede bare hen til to af sine mænd, hvorefter de begyndte at banke løs på André. Og sådan fortsatte det i nogle minutter, men for ham føltes det som flere år. Efter det havde de smidt ham her ude på vejen. André kunne tydeligt mærke smerterne overalt på sin krop. Især hans brækkede arm gjorde ondt. Men han bed smerterne i sig, glemte alt om hvor lang tid og hvor langt, han havde gået, glemte kulden fra den kolde vinternat, glemte alt. Hans liv var tomt og meningsløst. Han havde en lille lejlighed, som han havde svært ved at betale, et rengøringsjob i en børnehave og ellers intet andet. Han kiggede frem igen og så, at han nu var kommet ved det røde skilt lige over tankstationen. Han håbede på at finde ly inde i tankstationen, selvom han godt vidste, at den havde været lukket i lang tid. Han kunne tage et hvil på gulvet i det mindste også vente til, at der ville komme nogen kørende næste morgen, som han kunne få et lift af. André kunne se, at der ikke var nogen dør, så han gik direkte ind. I dét han trådte ind, ramte en grim stank ham. Den var så klam, at han blev nødt til at holde sig for næsen. Da han så gik ind i det første rum, stødte han ind i en kæmpestor skikkelse. Han fik et så stort chok, at han ikke engang turde skrige. Skikkelsen var nok over 2 meter høj og lugtede så slemt, at man fik kvalme. Andrés blik flakkede hen til toppen af kæmpen. Han mødte et par uhyggelige øjne, der kiggede mistænksomt på ham. ”Hvem er du,” sagde, nærmest råbte kæmpen. André blev en anelse bange men tog sig så sammen for at svare. ”André. Øh, jeg hedder André,”, fremtvang han. Han blev lidt overrasket over, at høre sin egen stemme være så frisk. Kæmpen kiggede på ham, men derefter kom han frem med et stort smil. ”Jamen, hej André. Hvad bringer dig så herover?” André fik fortalt hele sin historie til den store kæmpe og fik lov til at overnatte i nat. Kæmpen havde sagt, at han boede her i tankstationen. Da André havde spurgt, hvordan han fik mad, havde han bare svaret skummelt: ”alle har hver sin måde.” André forstod ikke, hvad han mente, men han havde heller ikke lyst til at spørge efter mere, for han følte sig ikke tryg ved denne mystiske mand. Især hans smil gav ham kuldegysninger, for de nåede aldrig rigtig op til øjnene. Så André ville lægge sig til at sove. Han fik lov til at sove i kæmpens seng som umiddelbart var hjemmelavet, men han var ligeglad. Han var bare glad for, at alt dette snart ville være overstået, og at han snart ville være hjemme. Han smilede for sig selv, men smilet varede ikke længe ved, da han fik øje på noget. Han gik nærmere og så, at det var en masse tøj, både til kvinder, mænd og børn. På hvert et stykke tøj var der spor af blod. André blev bange. Hvad skulle det her betyde? Han tænkte, indtil han fik det regnet ud. ”Alle har hver sin måde.” Ordene fløj rundt i hans hoved, og fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Den mystiske mand var en menneskemorder, en menneskeæder, en kannibal! André skulle ud, og det skulle være nu! Han vendte sig om, styrtede ud, glemte alt om de smerter der kom frem. Den uhyggelige kannibal så ham stikke af og råbte højt af vrede. Han løb direkte efter ham med store hurtige skridt. André løb alt, hvad han kunne, kiggede tilbage en enkelt gang, og mødte kæmpens tørstige øjne. Han satte farten op, eller han prøvede i hvert fald. Hans arm brændte af smerte, og han havde lyst til at stoppe op og skrige, for dette mareridt føltes langt fra slut. Men han løb bare videre, ind mellem træerne, over bakker, og ned igen. Da han kiggede tilbage, kunne han se, at kæmpen var lidt bagud. Men i det samme standsede André. Han var kommet til en skrænt, som lå lige over det dybe, mørke hav. Han havde lyst til at græde, græde fordi alt dette var spild. Den evige tur på landevejen, håbet ved tankstationen og denne smertefulde flugt. Kæmpen så Andrés problem og begyndte at le uhyggelig højt. Han blev ved, mens han tog et par skridt frem, og man kunne se øksen i hans ene hånd. André blev enormt bange, men han tænkte klogt og hurtigt, tog mod til sig og valgte den eneste udvej, som måske var hans eneste chance for at overleve.”Du har ikke vundet!”, råbte André. Kæmpens latter stoppede brat. ”Nej! Stop!” råbte han panisk. Men André hoppede ud, ud over skrænten, ned i dybet. Måske ville han være heldig og overleve. Men aldrig havde han være heldig i sit liv, og det var han heller ikke nu. Han faldt ned i vandet, hvorefter han kunne mærke alle sine smerter dobbelt så kraftigt, men han var ligeglad nu. Han havde måske ikke vundet, men han var i det mindste ikke endt som et måltid. Han smilte kort for sig selv, lukkede øjnene, og sagde farvel til livet.