Ude godt, hjemme bedst. Thorkild Müllers udvikling af hans karakteristika bunder i hans rejse til Grønland, og hvordan han med et andet perspektiv fik sin fædrelandskærlighed tilbage. To folk der skabte ham og hans forskellige syn på hvilke værdier der betyder noget. Perioden ”Det moderne gennembrud” bar præg af litteraturen, som blev kendetegnet ved at være samfundskritisk på meget realistisk vis. Dette nye samfundssyn bliver tydeligt tematiseret af Henrik Pontoppidan i ”Isbjørnen”. Denne analyse vil fokusere på Thorkild Müllers skildring og hans udvikling gennem romanen. Derudover vil analysen også fokusere på hvordan kirken som institution skildres.
Kortromanen ”Isbjørnen” blev skrevet i 1887 af Henrik Pontoppidan. Romanen tager udgangspunkt i hovedpersonen; Thorkild Müller. Allerede som barn blev Thorkild Müller stemplet som uduelig og uden nogle fremtidsudsigter. Som nyuddannet teolog bliver han sendt til Grønland. Her blomstrer han op og finder sig til rette blandt en hel anden levestandart, mens han bliver mødt af et folk der viser ham venlighed, som ikke fandt sted i Danmark. Et liv som er en kæmpe modsætning i forhold til da han boede i Danmark. Henrik Pontoppidan bruger flere gange udtrykket ”Han gled, han gled” om Thorkild Müllers liv på Grønland. Et billedsprog der fortæller hvordan tiden flyver afsted for ham, og hvordan der bliver beskrevet, at hans fædreland bliver glemt og stort set fremmed for ham. Næsten ligegyldigt.
Det er gratis at oprette en konto