Camillas minder

Camilla drejede ned ad Nørregade, der hvor hendes barndomshjem lå. Hun kørte forbi den gamle kiosk, der hvor hun altid plejede at hente kartofler til mor. Hun kørte forbi den gamle legeplads der stadig var så faldefærdig og mørk som den plejede at være. Der er stadig huller i vejen, og fortovet er lige så ujævn som den plejede. Gaderne var helt mørke, kun én gadelygte stod på hjørnet og blinkede. Camilla lagde slet ikke mærke til alt det nye der var blevet bygget. Kun de gamle uhyggelige ting hun kunne huske. Camilla kom til gaden hun boede på. Minderne væltede ind. Hun kørte langsommere og langsommere hen af bænken der stadig lå der. Hendes ben begyndte at ryste og sveden begyndte at sprede sig på ryggen. Camilla husker stadig hvor meget gulvet knirkede når man gik på det. Hun husker lydene om aftenen, og hvor skræmmende det var at ligge helt alene i sengen, og kigge ud i mørket. Da Camilla var meget ung døde hendes mor i en tragisk bilulykke, som Camilla selv var med i. Camilla kan ikke huske noget fra bilulykken. Hun husker kun hvor stor smerte hun følte da hun vågnede op. Camilla var bevidstløs og lå i koma flere dage efter, men var enormt heldig. Hun overlevede, men det gjorde mor ikke. Hun husker stadig hvordan mor plejede at nusse hende i håret, og kalde hende for Cami. Hun husker tydeligt hvordan de to læste sammen hver aften, og snakkede. Camilla var sammen med sin far næsten hver dag efter ulykken. Hendes far prøvede at gøre alt for hende, der var bare intet der hjalp. De første par dage hjemme i huset var meget hårde for Camilla, hun savnede mor meget. Hun husker hvor smertefuldt det var om natten da hun skreg efter sin mor. Hun husker alle skyggerne hun så hver aften, hun var overbevist om at det var mor. Mor skreg Camilla, far kom løbende ind og tog Camilla ind til sig. ”Det skal nok gå, det var bare en ond drøm” sagde far. Camilla lagde sig stille ned i sengen igen, far gav hende et kys på panden og sagde godnat. Hun kiggede sig rundt omkring i værelset og stille gled øjnene i. Camilla vågnede, hun satte sig op i sengen og kiggede sig lidt omkring. Hun rejste sig, tog tøj på og gik ud i køkkenet til far. Far sagde jeg skulle gå ud og tage sko på, for vi skulle ud og køre. Han sagde jeg skulle snakke med en dame der kunne hjælpe mig, men jeg havde ikke lyst. Vi kørte ind af Vesterbro vej og stoppede bilen uden for et lille rødt hus. Vi bankede på døren og gik ind. Jeg skulle sidde i en stol over for damen. Far skulle ikke snakke med os, han sad i rummet, ved siden af. Hun spurgte mig ind til de drømme jeg havde. Jeg prøvede at fortælle hende at det ikke var nogle drømme, men at jeg virkelig havde set min mor. Hun fortalte mig at når der er en man savner rigtig meget, kan drømme føles meget virkelige. Jeg gad ikke høre på det, så jeg nikkede bare til resten. Da vi var færdige, gik vi ind til far gav hende hånden, sagde farvel og kørte hjem. Sådan blev det ved i nogle dage. Vi kørte op til damen, jeg fortalte hende det, var virkeligt, hun fortalte mig det ikke var. Jeg følte mig som Palle alene i verden, ingen ville tro på mig. Sidste gang jeg snakkede med damen var det anderledes. Hun skulle også snakke med far bagefter. Jeg tænkte han sikkert bare skulle betale så jeg satte mig ud i bilen. Lidt tid efter satte far sig ind og smækkede døren i. Han sagde ikke så meget, så jeg spurgte ham hvad de snakkede om. Han svarede ikke rigtigt. Da vi var kommet hjem og skulle til at spise var der den samme trykkede stemning som i bilen. Jeg kan stadig huske hvordan han bare så skuffet og vredt ned i bordet, og hvordan han begyndte at svede. Der var totalt stilhed. Jeg havde lige fået taget en mundfuld pasta i samme øjeblik far banker ned i