Jeg vidste, hvor jeg havde lagt hende, men nu var hun væk. Jeg kunne ikke forstå det, hun var min, og ingen andres. Der var ikke andre, der havde ret til at tage hende med sig. Jeg var sikker på, jeg havde lagt hende dér; i baglokalet i fars butik, men hun var der ikke. Væk. Måske for altid? Jeg ville slet ikke tænke på det. Det eneste jeg ville tænke på var, hvor jeg sidst havde været med hende. Væk. Min dukke.
Jeg var sikker på, jeg havde haft hende med mig ud i fars butik, men måske tog jeg bare fejl? Nej, jeg var altså helt sikker! Jeg havde haft hende med! Hun havde siddet i midterselen på vej herud, og det første jeg havde gjort, da vi kom, var at sætte mig på den lille hvide bænk morfar og jeg malede sidste sommer. Malingen var begyndt at skalle af i ét af hjørnerne, men jeg satte hende, dukken, ovenpå det, så man ikke så nemt kunne se det. Fars butik lå ude ved vandet, så jeg blev siddende et stykke tid, og lod vinden lege med mit hår, mens jeg kiggede ud over vandet. Det var lige vejr til at flyve med drage i, tænkte jeg. Jeg løb ind til far og hentede den drage vi sammen havde bygget, dengang jeg blev 6 år. Dragen var en del af min fødselsdagsgave, sammen med dukken. Det var næsten et år siden nu. Jeg kom til at tænke tilbage på dengang for et år siden. Dengang havde mor stadig levet, og om morgenen på min fødselsdag kom hun ind for at vække mig med sang og kage med lys i. Hun gik ikke ind for, at jeg spiste søde sager om morgenen, men på min fødselsdag var det hele anderledes. Hun var den bedste mor man kunne tænke sig. Jeg kan huske, hvordan hun altid tog mig med ned på stranden, når far arbejdede. Vi plejede at samle muslingeskaller og sten med hul i. Det var noget af det bedste jeg vidste. Jeg besluttede mig for at gå en tur ned på stranden for at mindes mor, så jeg lod dragen ligge indenfor. Den måtte vente til senere. Jeg fandt trappen der førte ned til stranden, og begyndte at gå ned ad den, men så kom jeg i tanke om dukken, der stadig sad på den lille hvide bænk. Jeg løb op af trappen og fandt dukken, tog hende under armen og gik ned ad trappen igen. Jeg lagde hende på en stor sten, så jeg havde begge hænder til at samle skaller med. Da mine lommer var godt fyldt op, gik jeg et langt stykke hen ad stranden og fandt en trappe. Jeg gik op ad den og kom ud på vejen der førte ud til fars butik. Far stod udenfor og satte skilte op. Jeg løb glad hen til ham og viste ham de skaller, jeg havde fundet. Han spurgte mig, om han måtte sælge dem i butikken, for han havde aldrig set så flotte skaller før. Det havde jeg ikke noget imod, så jeg hældte indholdet af mine lommer ud i hans hænder og gik med ind og hjalp ham med at rense alle skallerne. Pludselig kom jeg til at tænke på dukken nede på stranden, jeg spurgte far om han ville hente den, men det var allerede blevet for mørkt til at vi kunne se hvor trappen var, så det ville være umuligt at se dukken. Far lovede, at ligeså snart det var blevet lyst, skulle han nok gå ned og finde dukken. Vi overnattede i butikken, og ligeså snart solen overvandt månen, gik far ned og ledte efter dukken. Han kom tilbage uden, og sagde at hun måtte være blevet skyllet med ud.
Det er gratis at oprette en konto