I Danmark har vi opbygget den offentlige sektor og vores velfærdsstat op på en anden måde end de fleste andre lande. Man taler derfor ofte om 'den danske velfærdsmodel'. Den adskiller sig fra de fleste andre lande på følgende områder:
Gratis kerneydelser, fx folkepension, SU, grundskolegang og behandling på sygehuset mm.
Den universelle velfærdsstat går ud på at statsborgerskabet giver den enkelte borger alle sociale rettigheder, samtidig med at alle ydelserne er skattefinansieret.
Alle får tildelt social ydelser, ligemeget om du er en 'stærk' eller 'svag' borger i samfundet.
Der skal være mest mulig velfærd til alle. Samtidig med at staten har en stor betydning i forhold til, hvordan borgernes velfærd bliver sikret.
Den Centraleuropæiske velfærdsmodel
Fælles ansvar imellem staten, arbejdsgivere og arbejdere, når borgerne skal have velfærdsydelser som børnepasning og økonomisk understøttelse.
I mange europæiske lande har man et system på arbejdsmarkedet, hvor den ansatte og arbejdsgiveren er tvunget til at indbetale beløb til nogle forsikringsordninger, der skal hjælpe den ansatte, hvis personen bliver syg, arbejdsløs eller gammel. De sociale ydelser finansieres altså ikke via skatten men via tvungne forsikringsordninger. Derfor er skatteprocenten heller ikke så høj. Men til gengæld bruger man så en stor del af sin løn på at betale til forsikringer.
Det er gratis at oprette en konto