De fleste vestlige lande har en form for velfærd eller velfærdsordning. Det vil sige at staten har et vist ansvar for at hjælpe de svagere mennesker i samfundet. Hvor meget eller hvor lidt Staten skal stå til ansvar, afhænger af deres velfærdsordninger og hvilke ydelser der prioritere højest. De velfærdsmodeller vi kender til kaldes: Socialforsikringsmodellen, den residuale model og den universelle model.
Socialforsikringsmodellen findes blandt andet i Tyskland, hvor familien er basisenhed. De to andre modeller sætter fokus på individet. Velfærdsordningen er knyttet til arbejdsmarkedet, da der er høj arbejdsskat og lav ejendomsskat.
Den residuele kan findes i USA, hvor alle er deres egen lykkes smed. Ved den velfærdsform er det kun de svageste i samfundet som får offentlige ydelser og antallet af offentlige ansatte er lav, hvilket medføre lav skattetryk.
I Danmark og resten af norden har vi længe haft den universale velfærdsmodel, hvis hovedtræk er et stort antal offentligt ansatte, adgang til gratis lægehjælp og det at alle har lige mulighed for at tage en uddannelse. Alt dette, uanset indkomst, status eller bagrund. Kort sagt er alle i samfundet lige og har ret til de samme sociale ydelser. Noget man i Danmark efterhånden ser som en selvfølge og som er finansieret af vores høje skattetryk i form af moms og skat. Men det mærker samfundet og på grund af det er der stadig nogen mangler ved den universelle velfærdstat.
Det er gratis at oprette en konto