Angst og opløsning i digte af Ørntoft og Kristensen

Individets angst for menneskeskabte katastrofer, som kan destruere mennesket og skabe individets opløsning, er et tema, som bliver udtrykt i de to lyriske tekster. Dette er en lyrikanalyse og sammenligning mellem to digte, der omhandler samme emne, men de er dog helt forskellige. Det ene digt ”Det er forvirrende tider, jeg skal fortælle om” er skrevet af Theis Ørntoft, og det er fra digtsamlingen ”Digte 2014” fra 2014. Dermed er den skrevet i moderne tid, der beskriver livet i nutidens samfund, som påvirkes af menneskets ødelæggelser. Det andet digt ”Angst” er skrevet af Tom Kristensen i 1932 og er taget fra digtsamlingen ”En fribytters ord”, som er fra 1932, hvilket var en mellemkrigstids-periode, hvor ikke kun Danmarks befolkning men også kulturen og derved litteraturen var præget af den økonomiske krise. Trods forskellen på skrivestilen, menneskesynet og måden at formidle følelserne på, så er opløsningen af individet centralt i begge lyriske tekster.

Allerede i kompositionen og digtenes form ses en markant forskel på de to digte. Theis Ørntofts ”Det er forvirrende tider, jeg skal forskelle om” er opbygget af en enkel strofe, der er opdelt i fireogtyve vers, hvor der forekommer knækkede verslinjer, der varierer usystematisk i længden, hvilket giver en urolig og uharmonisk effekt. Herudover indeholder digtet få kommaer, hvilket skaber en vis provokation og flydende følelse. Denne form er karakteriserede for nyere digtning, da der skabes uorden og forvirring ved læseren. Dog er der en form for struktur i digtet, da der forekommer punktummer. Versene i ”Det er forvirrende tider, jeg skal fortælle om” er frie, som også kendetegner nyere digtning, hvor mangel på mønster, enderim og fast rytme er dominerende. Hos læseren kan denne form af digtet frembringe en følelse af en meget kompakt tekst samt irritation. Der fremkommer rim i form af allitterationer i Theis Ørntofts digt: ”hud og hår” (vers 10), ”sløjfer skøjtebanen” (vers 12) og ”med min mund” (vers 22), hvor gentagelsen af konsonantlyden er med til at skabe lydeffekt og mere rytme til digtet, men der bliver også lagt mere tryk på de ord, hvor allitterationerne finder sted. Endvidere anvender Theis Ørntoft gentagelser til at få rytme og klang i teksten: ”hver gang, hver gang”, ”lad os, lad os”, ”hvad fanden, hvad fanden” og ”jeg har fået nok, jeg har fået nok”. Disse gentagelser skaber ikke kun rytmik og struktur i digtet, men giver en mere intens og næsten dynamisk effekt, da forfatteren i høj grad vil påvirke læseren ved at ”vække” personen fra det destruktive samfund. Gentagelserne forstyrker ordenes betydning og sætter mere fokus på dem, hvilket styrker skribentens emotionelle og indre uro og frygtsomheden.