Flere børn sidder alene og der er ikke personale nok til at varetage deres behov, pædagoger og forældre er i frustrationer og mangler akut handling og hjælp til flere resurser.
Jeg træder ind ad døren til Vuggestuen Krudt huset, det første der slår mig, er hvor mange skønne børn der render rundt, men hvor er pædagogerne. Jeg skure lokalet rundt få at få øje på en, og blikket rammer i stedet hen på en lille pige, en pige der ser forladt og nedtrykt ud, hun har trukket sig fra de andre børn og sidder og piller ved en bog uden af vise nogle forme for interesse eller begejstring for den. Inden jeg når hende til hende bliver jeg mødt af en varm stemme bagfra, en kvinde der byder mig velkommen til huset. Vi præsenterer os for hinanden og jeg får nu mulighed for at stille hende nogle spørgsmål ’’ Er det her en helt normal arbejdes dag for dig at komme ind til’’ hendes trækker på vejret og tager sig mod til at svare mig kan jeg se. ’’ Ja, det er en helt normal arbejdsdag for mig det her, jeg står tit som den eneste pædagog til alle vores 17 børn, ind til der kommer en medhjælper, men som først kommer om 45minutters tid’’ larmen fra de 17 børn rammer mine øre, og jeg kan høre hvilken kaotisk stemning der er. Det er svært at opretholde mit interview med pædagogen da hun bliver trukket i fra alle vegne. Jeg når at spørge ind til hvor stor en betydning det har for børnenes dagligdag i vuggestuen. Hun svare hurtigt ’’ det har en kæmpe betydning for børnenes ve og vel, de er på grænsen til at få omsorgssvigt når de er her, for jeg som ene pædagog til 17 børn kan jo ikke være alle steder, hvilket resultere i nogle meget ulykkelige børn som ikke altid får den trøst og kærlighed de burde få’’ samtidigt er der en lille
Det er gratis at oprette en konto