Overgangen fra barn til voksen i Pär Lagerkvists 'Far og jeg'

Tiden ændrer sig, og den ændrer sig hurtigt. Vi skal hele tiden følge med på beatet, og det kan nogle gange være skræmmende. Mange finder det også skræmmende, at træde ud af sin komfortzone og miste kontrollen. At gå fra barn til voksen kan virke usikkert, og man kan føle, at den trygge grund under ens fødder skælver. Novellen ”Far og jeg” er skrevet af Pär Lagerkvist i år 1926. Novellen omhandler en far og en søn på deres vante gåtur. Mens faderens barndoms-minder kommer lidt til syne, oplever sønnen at blive ramt af frygt efter en ellers meget idyllisk dag. Sønnen oplever, at det kan være grænseoverskridende lige pludselig at skulle stå på egne ben og opleve at ens forældre ikke altid har faste, trygge rammer omkring én.

Novellen er skrevet som et tilbageblik, hvor hovedpersonen fortæller om en oplevelse med sin far, da han var 10 år gammel. Da det er noget en specifik person har oplevet, kunne man tænke at det er en meget pålidelig fortæller. Fortælleren fortæller det hele mange år efter det er sket og det er med til at gøre ham upålidelig. Fortælleren har en fast synsvinkel, men oplevelsen blev oplevet med hans synskinkel som barn. Teksten strækker sig hen over en normal søndag fra eftermiddag og til mørket er faldet på. Hele tilbageblikket beskrives over en kronologisk periode, dog er der henvisninger til hvad sønnen og faderen også tideligere har oplevet sammen. Novellen beskriver forfatterens tanker, miljøet han er vokset op i og denne konkrete oplevelse. Man kan hævde, at der ikke er meget handling i novellen, da der bliver beskrevet en fridag. Langt hen af vejen er det en stille og rolig eftermiddag. En gåtur langs åen, marken, i skoven, på togskinnerne. Gennem hele turen er noget af det centrale samvær mellem far og søn. Novellen er ikke bare en general beskrivelse af barndomsminder, men også af en konkret oplevelse og situation. Der er ikke meget dialog i den, kun nogle få sætninger. Sidst i novellens handling bliver både far og søn udsat for en uventet situation, da de går hjemad i mørket. Faderen, som er ansat ved jernbanen, har normalt helt styr på hvornår der kommer tog på skinnerne. Til deres store forskrækkelse kom der et uventet tog buldrende. Selvom faderen håndterer situationen på bedste vis, bliver toget et symbol for sønnen; et symbol på frygten for det uventet. På vandreturen gennem naturen er det meget positive ord, der bliver brugt. I slutningen derimod hjælper ordvalgene med at man kan mærke stemningen er skiftet. Lige op til linje 39 bliver der brugt ord som: venlig, rolig, lyst og friskt og velsignet. Efter linje 39 bliver der brugt ord som: urolig, bange, sære, underligt skær og fælt. I dele af teksten bliver der også brugt adjektiver, som gør det til en meget sansende oplevelse at læse.