Som forældre kan tiden efter man har fået børn være problematisk. Problemerne kan allerede vise sig under graviditeten, og om forholdet overlever, afhænger især af parrets kommunikation og psykiske trivsel. At have et lille barn er en opgave, som tager ens opmærksomhed alle timer i døgnet, og det kræver, at begge partnere i forholdet er lige meget involveret og til stede. Det er ikke tilfældet i Charlotte Weitzes fortælling ’Lupus’ (fra ’Det hvide kvarter’, 2011), hvor kæresteparret Tanja og Søren har problemer i forholdet, allerede før barnet er blevet født.
Hovedpersonen i fortællingen har et stort ønske om at blive gravid og få et barn, mens hendes partner, Søren, hellere vil have en hund: “Søren ville da også gerne have et barn og arbejdede med på Tanjas idé. Men egentlig var han mest til hunde. Han var enebarn og havde altid haft sådan én hjemme” (s. 2 l. 8-9). Det er fra starten af tydeligt, at det er Tanjas eget projekt at blive gravid, og at Sørens første ønske ikke er at få et barn. Deres forhold ændrer sig, og mens Tanja gerne vil gøre noget ved det, er Søren ikke opmærksom på det. Han fodrer ulven nede ved mosen ofte, og han mister hurtigt interessen for Tanjas graviditet: “-Jeg har sagt, at jeg ikke synes, at barnet er interessant, før det kommer ud, smilede han. -En kvinde er altså mor, allerede når hun planlægger sin graviditet, snerrede Tanja og tog sig i det” (s. 5 l. 26-27). Citatet viser, at fortællingen handler om konflikten mellem moderrollen og parforholdet. Tanja er i en overgangsfase, hvor hun er ved at forandre sig, fordi hun skal være mor, men Søren følger ikke med, og afstanden imellem dem vokser. Ulven lokker hendes mand, så han er nærmest ikke involveret i hendes graviditet. De er flyttet ud til ‘Det hvide kvarter’, som er et fint sted, når forholdet går godt, og når der er et barn på vej, men sådan er det ikke helt. Tingene går ikke, som Tanja havde forestillet sig. Når barnet endelig er født, er hun meget alene om at passe hende, det bliver besværligt, og der er ingen trøst og støtte at hente hos Søren, han har stadig ikke taget sin rolle som far på sig. Den manglende kommunikation og opmærksomhed mellem hende og Søren bliver for stort et problem, så Tanja beslutter at tage pigen ned til ulven. Da det er hendes første gang som mor, har hun det ikke let med moderrollen, så det hele kulminerer for hende, og hun undskylder sin handling med, at børn har vokset op med ulve før uden problemer. Hun føler sig magtesløs og savner kontrol over sin egen situation. Det er tydeligt, at moderrollen har været problematisk uden Sørens hjælp og støtte, og Tanjas situation står også i skarp kontrast til naboen Ellens, som har seks børn og har derfor ingen problemer med moderrollen.
Det er gratis at oprette en konto