Forladt: en novelle om tab og skyld

Jeg havde det forfærdeligt, hver gang jeg var her. Så mange minder kom frem i én. Jeg kiggede ned i sandet og så igen ud på havet. Jeg følte, at far kiggede tilbage ind på mig, så jeg smilte til ham. Derefter skiftede hans ansigtsudtryk sig hurtigt igen. En vred skikkelse viste sig i skyerne, og jeg kunne ikke holde tårerne inde. Min egen afdøde far, afskyede mig og det var for sent til at jeg kunne ændre noget. Havde jeg taget al liv for givet? Jeg burde vide bedre. Jeg lukkede øjnene og så natten for mig igen. Den måske største fejl i mit liv. Det var ved at blive sent ud på natten på Bahamas. En sød, høj og mørkhåret fyr kaldt Cane, fulgte mig til mit hotelværelse. Han var lokal og arbejdede som piccolo på et hotel længere nede ved vandet. Jeg mødte ham, da jeg var på stranden tidligere den dag, og faldt i snak med ham. Vi var ude om aftenen sammen, og jeg endte med temmelig godt, at kunne lide ham. Da vi kom til hotellet og han spurgte om han måtte komme med ind, kunne jeg ikke stå for ham. Hans brune øjne kiggede dybt inde i mine, og jeg var hurtigt solgt. Jeg så det hele for mig igen, men det var jo bare en ferieflirt. En lille pige længere nede på stranden, havde tabt sin is, og hendes skrig gjorde, at jeg kom til mig selv igen. Jeg gik hen til en stor sten, hvor jeg lagde dukken. Den dukke, som symboliserede en kæmpe del af mig. Jeg aede min mave, som gravide nu gør, men det var for sent. Det var væk. Mit barn havde forladt mig, og det var min egen skyld. Ligeså vel som min far, havde forladt mig. Var det også min skyld? Min mor havde altid sagt, at jeg aldrig måtte bebrejde mig selv. Men da vi stod på færgen, parat til at smide asken i havet, tænkte jeg alligevel over tingene en ekstra gang. Jeg kunne ikke give slip på ham, før jeg havde fået afklaret, hvad der var sket. ”Smid det nu i!”, råbte min mor hele tiden. Men jeg stod bare med ham i en krukke. Al for lille til at kunne forstå hvad der var sket. Det ene øjeblik var han der. Det andet øjeblik, lå han i ambulancen med en blodprop, der tog livet af ham med det samme. Det var nok mig, der havde stresset ham for meget. På trods det, havde han altid sagt, at han elskede lige meget hvad der skete. Jeg besluttede mig for at smide asken i. I havet. Det eneste sted han altid fandt ro. Og mit barn skulle følge med ham. Han ville passe på det. Jeg nåede aldrig, at sige farvel til det. Hvis det blev en pige, skulle hun have heddet Emma. Havde det blevet en dreng, skulle han have heddet Cane. Efter sin far. Men det gik så hurtigt. Jeg tog en fortrydelsespille dagen efter jeg fandt ud af, jeg var gravid. Jeg nåede slet ikke at tænke over tingene. Det gik alt sammen så hurtigt. Tog jeg livet for givet? Eller var jeg bare ikke moden nok til at få et barn? Jeg ved det ikke. Men hurtigt gik det og nu ville jeg sige ordentligt farvel. Jeg lagde dukken på stenen og smilte til den. Jeg kiggede igen ud mod havet. ”Pas godt på det, far. Det er jo familie”, sagde jeg. Jeg var sikker på, at far kunne høre mig. Han ville tage sig godt af barnet. Solen var ved at gå ned. Jeg følte mig forladt, men afklaret. Jeg var parat til at starte forfra. En enkel tåre trillede nedad min kind, men jeg tørrede den hurtigt af, og smilte lidt til mig selv. Jeg gik ind mod bredden, men kiggede tilbage en sidste gang. Jeg så en stor sten med en lille dukke på. I baggrunden var en noget så smuk solnedgang, og en smilende far. ”Det skal nok gå alt sammen”, forestillede jeg mig, at han sagde, og jeg vidste at han havde ret.