'Forladt'

Her sidder jeg. Midt på stranden, og jeg nyder det. Om det er alkoholen, der pumper rundt i blodet, eller om adrenalinen stadig er i min krop, ved jeg ikke. Jeg glemmer ikke det rush, som det gav. Hvem skulle også have troet, at jeg endelig fik taget mig sammen. Jeg fik endelig udført den plan, jeg fik endelig frigjort mig. Det var ellers en ganske almindelig morgen.......

Hun vækkede mig med et chok. Med gråd i øjenkrogen bad hun mig, hun kendte ellers reglerne i for vejen, men hun ville så gerne op i sengen og ligge hos mig. Forstod hun det ikke? Ingen havde ligget ved siden af mig, siden den dag, hvor jeg fandt hendes mor død – liggende i den samme seng, som hun nu bad om, at komme op og ligge i. Hun forstod ikke mit kompleks – min lille mani. Ingen må ligge i den seng, ingen andre end mig – og mit savn. Hvorfor skulle jeg ellers tage piger med på hotel, i stedet for at invitere dem med hjem? Hvorfor måtte hunden ikke længere ligge i sengen, som den ellers måtte dengang før... Ja, før Louise døde. Det tog ikke lang tid, før hunden fattede, at det ikke længere var tilladt, men hun insisterede og bad konstant om at komme op og ligge hos mig. Jeg måtte give hende den vanlige tur – eller måske skulle jeg stramme op, og give hende en hårdere omgang? Så ville hun måske lære, at det ikke er tilladt at ligge i den seng. Nej, jeg gav hende den vanlige lussing og et simpelt nej. Jeg betragtede hende, imens hun gik ud af værelset. Hun er en stærk pige. Hun græd ikke over det – det har hun ikke gjort, siden Louise døde. Hun var en fighter, hun kæmpede og kæmpede for det, som hun ville. Jeg savner hende allerede. Selvom jeg har planlagt det hele længe, så savner jeg hende. Savner hendes omsorg, når jeg kom hjem fuld om natten og faldt om i sengen, så lagde hun dynen over mig. Hun puttede mig faktisk. Det burde jo være omvendt. Jeg er en dårlig far, det vidste jeg godt. Men sorgen, dén er stor – jeg måtte have hjælp til at bære den. Jeg fandt alkoholen, jeg fandt den på den lokale bodega. Hvor alting var overfladisk, man skulle ikke være dyb og personlig, man kunne være, som man ville. Man drak sig sanseløst beruset, ligesom alle de andre. Man vaklede igennem byens skæve og smalle gader, og var man heldig, så kom man hjem. Andre gange måtte man overnatte i en busk, eller det, der var værre. Men så glemte jeg sorgen. Den tynger mig, den sænker mig. Derfor skilte jeg mig af med min datter, hun sænkede mig. Hun holdt mig fast i sorgen, hun mindede så meget om min elskede Louise. Men nu er hun endelig væk...