Forladt: en novelle om traume og venskab

”Lad den nu ligge! Stop det!” havde en pigestemme lige råbt. ”Årh, så hold dog kæft! Den er ikke farlig” havde en anden stemme sagt. Den her gang en drengestemme. ”Hvor er den bare sej! Lig-esom i film!” havde en tredje drengestemme sagt. Pludselig lød der et højt brag, og derefter endnu et brag. De 2 brag blev efterfuldt af et skrig. Hvor kom dukken nu fra….?

”Hey!” råbte Simon. ”Puha.” Det var bare et mareridt, og Simon var nu vågen. Badet i sved. ”For helvede” hviskede han til sig selv. Han steg ud af sengen. Klokken var tolv, og det var lørdag. Sim-on var ikke nogen almindelig dreng. Han var nemlig adopteret. Fra Tanzania. Simon Nguvu Larsen. Mellemnavnet havde han fået på grund af sine afrikanske rødder. Det er nemlig swahili for ’stærk’, men det var ikke noget Simon gik op i. Han var bare en almindelig 16-årig dreng.

Han skiftede tøj og gik udenfor. Solen skinnede og det blæste en smule. Han låste cyklen og trak den ud af indkørslen og ud til vejen, før han steg på den og begyndte at cykle ned af bakken. Plud-selig stoppede han op. Han bremsede så hårdt, at der kom bremsespor fra cyklens dæk på vejen. Han tog sin mobil op ad lommen. Den ringede. Han kunne se at det var Mohammad der ringede. Mohammad var Simons bedste ven. De havde været venner siden børnehaven. Mohammads foræl-dre var flygtninge fra Somalia. De kom til Danmark i 1995. ”Hallo?” sagde Sim-on i telefonen. ”Hey, hvor fanden er du, man? Jeg venter på dig. Jeg er på Schweizerpladsen, okay?” sagde Mohammad. Han havde en meget hæs stemme. ”Jeg kommer. Rolig nu, ven” svarede Simon og lagde på. Han cyklede nu hurtigt. Ned af Lindevej, derefter Jernbanegade som lå til vens-tre. Simon havde modvind, men alligevel cyklede han så hurtigt han kunne. Efter nogle få minutter, kom han ned til enden af Jernbanevej. Han drejede derefter til højre og kom ned på Schweizer-plad-sen. Han steg af cyklen, da han så Mohammad. ”Hva’ så, Simon!” sagde Mohammad og slog Simon på skulderen. ”Hey, Mohammad” sagde Simon så. Mohammad lænede sig op ad en lygte-pæl. ”Har du hørt hva’ der er sket med Den-nis og Jakob?” sagde Mohammad med store øjne. ”Nej” svarede Simon, lidt ligeglad da Dennis og Jak-ob ikke var Simons bedste venner i klassen. ”De er blevet busted af politiet! De havde 10 gram hash og 3 gram coke.” sagde Mohammad, der nærmest virkede vred. Sandheden var at Mohammad ikke var guds bedste barn. Han var jævnligt involveret i slagsmål i byen, mens han også solgte narkotika, som ’fritidsjob’ som han selv kaldte det. Det var i hvert fald bedre end at gå med aviser, mente han selv. ”Seriøst?” sagde Simon overrasket. ”Siger du jeg lyver?” råbte Mohammad, med et glimt i øjet. ”Det kunne ligeså godt have været dig, Mo.” sag-de Simon med en rolig stemme, som om han begyndte at føle medlidenhed for Mohammad. ”Eh, man. Det kan være mig, for hvis de siger til politiet, at det var mig der solgte shittet til dem, så ryger jeg sgu med” sagde Mohammad, der var ved at blive paranoid. Han kiggede rundt i den menneske-tomme plads. ”For helvede Mo, solgte du da til dem?” sagde Simon frustreret. Frustreret over sin bedste vens ulovlige job. ”Det er sgu det jeg ikke ved. De har købt af mange forskellige. DeShawn, Marco, Kuba, Long John. De skulle vidst sælge det videre i de små byer på landet. Lorte idé sagde jeg også til dem. Det er alt for nemt at blive busted, hvis man sælger ude på landet.” sagde Moha-mmad. Long John.. Kuba? Simon tænkte på navnene, han kunne genkende nogle af dem, for dem havde Mohammad haft med sig, men resten var bare tåget. Narkomiljøet var åbenbart stor, i forhold til byen. Simon kiggede rundt. Han så et banner, hvor der stod 4200. 4200 tænkte Simon. 4200 Slagelse.