Det var en kold aften derhjemme, sneen havde dækket det meste af det landskab, vi kunne se fra de frostfyldte ruder. Det var vores 2. Årsdag, og Szymon skulle til at åbne sin første pakke. Jeg havde glædet mig ubeskriveligt meget til at se hans ansigtsudtryk, da han åbnede den lille guldring, han havde ønsket sig i over et år. For mig var det den perfekte måde, at lægge problemerne fra fortiden bag os og komme videre i vores liv sammen.
Szymon åbnede den lille kompakte pakke med julelys i øjnene, og hans ansigtsudtryk løb op til mine forventninger. Hans mørkebrune øjne glimtede i lyset fra lyskæden, der var tapet fast i loftet af vores ydmyge hjem. Pludseligt bredte et smil sig på hans læber, der afdækkede de fine, lige, hvide tænder. Han insisterede på, at jeg skulle aflevere ringen tilbage i butikken, men jeg nægtede. Jeg vidste udmærket godt, hvor længe han havde gået og kigget på den. Hvor længe han havde vist, at uanset hvor hårdt han arbejde, ville vi aldrig kunne få råd til den slags ejendele.