I dag har jeg fået den ære at holde en lille tale på vegne af min 9. årgang. Først og fremmest tusind mange gange tak for 10 skønne år, det har været en fornøjelse at stå op kl 7 hver morgen med viden om at se jeres skønne men særdels grimme ansigter. så er næsten 10 år gået, 10 lange hårde år med medgang og modgang. Jeg ville sige at det har været en udfordring for mange af os, især os som skiller os lidt ud af det danske samfund. Men nu sidder vi her som en samlet årgang, der på godt og ondt har været sammen igennem kedelige eksamener, sjove lejrtur og en hel masse pige drama.
Efter i dag skal vi ikke gå på skolen længere, det er godt nok en mærkelig følelse men alligevel ret lettende, ikke at skulle stå op kl 7 hverdag, og stresse over lektier og afleveringer. Skolen her har været meget speciel for mange af os, jeg ville især nævne mig selv. Som en elev med en anden etnisk baggrund synes jeg, jeg har været med ansigt til mange udfordringer. Jeg har tidligere på skolen oplevet en del racisme, jeg blev kaldt grimme ting og mobbet for mit udseende. Men før det blev en stor diskussion, tog min mor fat om sagen og fik snakket med lærerne og forældrene til personerne.