Debatterende artikel: grænsen for satire

Mobning er et rigtig centralt tema i vores samfundet, og har også været det igennem mange år nu. Om det så er fysisk eller verbal mobning i skolegården, cybermobning på diverse sociale medier eller om det er i form af en satire i avisen, så ville det altid såre nogen og det er netop det jeg skal undersøge noget om. Den Dansk-Kinesiske forfatter Xinxin Ren Gudbjörnsson har skrevet et debatindlæg i Jyllands-Posten ”grov mobning er ikke ytringsfrihed”, hvor hun lige præcis taler om det her emne omkring, hvor grænserne går til visse emner når man skriver en satire. Hun prøver f.eks. at sætte os læsere ind i den situation som alle de kineser der er påvirket af coronavirussen/covid-19 ved bl.a. at skrive ”Forestil dig, at København er ramt af en dødelig og smitsom virus. Hele byen er lukket ned. Du kan ikke forlade byen, din familie og venner uden for København kan ikke komme ind”. Her prøver hun virkelig at forklare deres forfærdelig situation ved at lave en detaljeret forklaring af hvad der egentligt rigtigt foregår, som desuden er en rigtig god måde, at få plantet en medlidenheds følelse i læserens hovedet. Det er noget der får os læseren til at tænke over deres situation og hvor det kan gå op for en, at det måske er lidt slemmere end vi faktisk tror. Altså, at det ikke bare er at, man helst skal lade vær med at gå udenfor og, at man skal prøve at se sine venner og familie en gang imellem i stedet for tit, men nej, det er dsv ikke helt sådan det er i virkeligheden. Kineserne bliver jo nærmest indelukket som man var en fængselsindsat. Og hvis man tænker på, at det ene citat, som Xinxin skrev, kan påvirke så meget på læserens holdning og mening til situationen og plante små ting i vores hoveder der får os til at tænke over tingene, så gør det, at det bliver gevaldigt meget nemmere for hende at overbevise os om nogen af hendes holdninger som f.eks. hvor grænsen for satire går. Jeg synes personligt, at Xinxin har ret i nogen af hendes argumenter. F.eks. det her med, at danskere simpelthen er for selvcentreret og man ikke kan sætte sig nok ind i andres situationer og måske prøve at hjælpe i stedet for at gøre grin med det. Og det er selvfølgelig en grænse, som er forskellig hos forskellige personer, men jeg kan godt være enig i at danskere godt kunne tage lidt mere hensyn i denne situation. Til gengæld så er jeg ikke helt enig med hende omkring man slet ikke må lave sjov med en ting som dette, for der mener jeg, at mange alvorlige ting kan man godt have lidt sjov med, så det ikke bliver alt for deprimeret. Og forstå mig rigtigt her, jeg siger ikke, at man gøre grin med alle alvorlige situationer og alle de påvirkede personer, men siger bare, at man nogle gange skal have lov til at have lidt humor omkring tingene, så alt ikke bliver fuldstændigt deprimerende og sørgeligt.