Jeg kan tydeligt huske det, ikke overraskende når det var den væreste dag i mit liv, jeg var hjemme med min bror, min far var ude med nogen venner, og min søster sammen med en veninde.
Jeg kan huske at det var en sen aften, min bror skulle ud og hente min far og hans venner, jeg spurgte om jeg måtte komme med, jeg kunne se overvejelsen i hans ansigt, men svaret var nej, det var for sent og der var heller ikke plads i bilen, jeg avede mig og gik ind på mit værelse igen.
Hvorfor kunne de ikke bare gøre plads? Hvorfor måtte jeg ikke komme med? Og sådan blev det ved, tankerne fløj omkring med ligegyldige ting.
Jeg blev enig med mig selv at det var ligemeget og de sikkert alligevel snart var hjemme igen, men det var det stik modsatte, tiden gik så man næsten ikke kunne følge med, hvorfor er de ikke kommet hjem endnu? Hvorfor tager de ikke telefonen? Hvordan kunne de tage så langt tid? Var det bare typsik min bror der var faldet i snak med nogen han kendte eller var noget gået galt? Før eller siden blev jeg enig med mig selv at han sikkert bare var faldet i snak med nogen, der har jo aldrig gået noget alvorligt galt i min familie, så det var svær at forstille mig at det kunne gå ud over os, lige den dag, lige det tidspunkt.
Det er gratis at oprette en konto