Jeg kunne altid komme til far når jeg græd. Når jeg faldt og skrabede mine knæ til blods. Så var det far. Han var læge på Rigshospitalet. Så der var ikke noget han ikke vidste. Vi boede i en gul lejlighed på Sverigesgade, som lå parallelt til Norgesgade og Frankrigsgade. Det passede godt. For vi kom fra Sverige. Så var der mor. Hun havde smilet over alle smil. Hun var så smuk, slank og høj. Hun arbejdede som sekretær i et advokatfirma som lå på Strøget. Jeg vidste faktisk ikke hvordan jeg selv så ud. For jeg kiggede aldrig efter mig selv i spejlet. Jeg vidste hverken om jeg var høj eller lav. Det eneste jeg vidste, var at jeg var smuk, for det sagde mor og far.
Hver morgen kom min mor ind på mit værelse og kyssede mig godmorgen. Hun gav mig for det meste en kjole på. Helst i en orange eller rød farve. Hun hentede hårbørsten inde på badeværelse. Så placerede hun den bagerst på mit hoved, og så begyndte hun ellers og rive og flå i mit hår. Jeg hadede det, men hun mente det godt. Så delte hun håret op i tre, og flettede en fletning som begyndte helt oppe på toppen af mit hoved.
Det er gratis at oprette en konto