Gymnasieungdommen som Stefan Zweig skildrer i sin selvbiografi, er karakteriseret ved at unge gymnasieelever finder andre ting end skolen interessant.
Efterhånden begynder gymnasiet at kede eleverne, da lærerne ikke kan lære dem noget nyt. Ikke engang om de områder som eleverne egentlig interesserer sig for.
Stefan Zweig og hans klassekammerater opdager en verden udenfor skolen, som fanger dem. De opdager en by fyldt med tusindfoldige adspredelser og inspirationer, der hver dag bringer nye overraskelser med sig.
”.. på skolebænkene, hvor strengt taget nu kun vore bukser sad, hørte vi intet nyt og intet, der syntes os værd at vide- og undefor, der var en by fuld af tusindfoldige adspredelser og inspirationer..”
En anden ting, der karakteriserer gymnasieungdommen som Stefan Zweig skildrer er, at det i begyndelsen ikke er alle, der bliver fanget af verdenen udenfor skolen. Det breder sig stille og roligt til det tilsidst er alle, der er opslugt. Han kalder det for en slags infektionsfænomen, og det er helt tilfældigt, hvilken retning lidenskaben tager. Er der bare én, der interesserer sig for noget, varer det ikke længe før personen har smittet hele klassen.
Og da først alle har den samme interesse, bliver der konkurrence mellem dem, om hvem der ved mest. Det ville nemlig være flovt, hvis der var nogen, der vidste mere end en selv.
Det er gratis at oprette en konto