Min oplevelse af nødlandingen i 1991

Det er en tidlig morgen, det er den 8. december 1991. jeg og min familie har været på ferie i Norge for at besøge nogen af mine forældres venner, og vi er nu på vej hen til lufthavnen, så vi kan komme hjem til København. Vi har haft en dejlig ferie i Norge, og skal helt sikkert her hen igen. Vi har nu været igennem kontrol, og nu sidder vi og venter på at de råber i højtalerne at det er tid til at gå ind i flyet. Ventetiden er lang, især når jeg er så nervøs. Jeg har prøvet at flyve før, men stadigvæk er jeg bange. Vi sidder nu i flyet, jeg sidder på 22a ved vinduet. Det er nu de skal vise os hvordan man tager ilt masker ud, hvis uheldet nu er ude, og min mor siger at jeg skal lytte godt efter hvis der nu skulle ske en nødlanding. Efter der er gået ca. 2 minutter er vi oppe i luften. jeg tager mine høretelefoner i ørene og kigger ud af vinduet, for at se den smukke udsigt, men bliver forstyrret ved at en af en ung pige med en vogn der spørg om jeg skulle have nået at drikke, og jeg takker ja. Pludselig giver det et sæt i mig, flyet ryster her er helt stille, folk kigger ud af vinduet. idet jeg begynder og græde bliver der sagt over radioen "sid helt stille og spænd jer fast." Damerne går rundt og tjekker om vi er spændt fast og om ilt maskerne er kommet ud, og vi bliver bedt om at tage dem på. Piloten Stefan Rasmussen siger i højtalerne ”det beklager jeg meget, der var en stærk vind som ikke blev opfanget”. Jeg begyndte nu at tænke på om vi styrter ned, men min mor tager fat i min hånd for at berolige mig. Efter få sekunder begynder flyet at styrte drastisk nedad. Vi får besked på at beholde selen og iltmasken på og bevare roen. Der bliver råbt i højtalerne at piloten bliver nød til at nødlande, for vinden er simpelthen for stærk, han siger han ville lande i Arlanda lufthavn. Han rettede op på flyet igen, og det gik op for mig at folk omkring mig var meget bange og det var jeg også selv. Jeg synes bare det var gået så stærkt, jeg havde næsten ikke nået at opfatte noget. Flyet styrtede igen, piloten siger i højtaleren at han ikke kan få os helt til Arlanda og han blev nød til at foretage en nødlanding. Lige så snart han slukkede for mikrofonen begynder folk igen at skrige og råbe, og jeg tænkte på om jeg nogensinde ville overleve det her. alting gik bare så langsomt, mens vi kom tættere og tættere på jorden. Pludselig råber piloten i højtaleren at vi bare skal slappe af, og han lover os at vi ikke kommer til skade. Og selvom det bare var ord, følte jeg mig faktisk mere sikker ved situationen. Vi er næsten helt neden ved jorden og flyet ryster meget. De 123 passagerer der er om bord på flyet råber og skriger, så man får helt ondt i ørene. Jeg kigger på dem der sidder bag mig, og ser frygten i deres øjne. Vi styrter mod jorden. Det bombede og lammede helt vildt, og jeg var bange ved tanken om der skulle ske os nogen form for skade. Jeg hører flyet knække over to gange, og min mor visker i mit øre at hun elsker mig. Efter det vågner jeg bare op i ambulancen hvor en svensk læge forklare mig og min familie at der ikke er nogen synlige skader, men de vil tage os til hospitalet, bare for at være helt sikker. Jeg blev så glad for der ikke var sket os noget at jeg krammede lægen. han fortalte også at de andre passagerer på flyet ikke var kommet til skade, men kun havde fået få skrammer på trods af, at flyet gik i tre dele. Få timer efter vi havde været på hospitalet bliver vi udskrevet.