True crime: virkelige forbrydelser som underholdning

Skal virkelige forbrydelser spises med popcorn til? Er det okay at se andre menneskers værste marridt komme til live, imens vi selv kan sidde bag skærmen og følge med. Vi bør ændre dette og finde andre alternativer, så dem udenfor skærmen kan leve med sig selv.

Jeg husker tydeligt en efterårsaften for to år siden, hvor jeg sad med min familie. Vi havde hentet fredags slik og sodavand, for vi skulle have en rigtig familie aften. De voksne havde snakket om en dokumentar der kom ved otte tiden, som de syntes var vigtig at vi alle så. Ingen stillede spørgsmål til, at vi nu skulle se en virkelig forbrydelse på tv. Dokumentaren hed Amagermanden. Vi så slørrede billeder og navne af de kvinder, der engang var blevet voldtaget eller dræbt af gerningsmanden. Billeder og navne som for altid vil ligge ude på nettet. Det virkede så almindeligt at vi alle sad der og fulgte med i noget så grotesk. Vi så kvinder der stod op, og fortalte om deres forbrydelser med manden. Igen, kvinder som for altid vil blive stemplet som ¨Offer¨ for denne mand. Kvinder som alle kan finde og google, fordi man i dag offentligt udstiller de der har været indblandet. Vi andre kan så sidde hjemme og google, for at føle os som detektiver på mord, som intet har med os at gøre. Tænk hvis det var en selv, der blev udstillet på sådanne måde. Det der fik hele stemningen til at dreje den aften, var da man til slut så gerningsmandens ansigt på skærmen. Jeg husker tydeligt at jeg kikkede rundt i rummet, for at læse stemningen efter vi havde fået ansigt på. Og der sad min moster, på 44 år med tåre trillende ned ad hendes kinder. Vi troede først at hun var blevet rørt, eller havde fået medfølelse for kvinderne. Men det viste sig at være den samme mand, som for 25 år siden havde voldtaget hende. Min moster har aldrig kendt hendes gerningsmand, da hun en aften desværre blev overfaldet i sin lejlighed på Amager, som ung. De prøvede at finde manden dengang, men der var ingen spor. I dag er hun psykolog og hjælper andre med at komme gennem sådanne traume. Det kom som et chok for os alle. Vi havde lige fulgt med i denne mands liv, som har dræbt og voldtaget mange kvinder. Vi ville melde det til politiet, men hun stoppede os hurtigt. Hun ønskede ikke at blive kendt, som hende der var blevet voldtaget af amagermanden. Det er noget jeg i dag syntes er super stærkt, og jeg forstår fuldstændigt hendes beslutning. Men det er ikke alle der bestemmer, om de vil offentliggøres.