Har vi mistet evnen til at holde fri i en konstant opkoblet verden? Og risikerer online livet at kvæle relationer og nærvær?
Jeg undrer mig over, hvordan kan unge være så optaget af denne rektangel elektroniske dims, som vi kalder for mobiltelefonen? Det er helt ekstremt, hvor meget mobiltelefonerne fylder i hverdagen. Selv på gaden er folks opmærksomhed rettet ned på skærmen. Kan man overhovedet tillade sig at vade rundt i åbenhed og være så fraværende. Der er måske en grund til, at vores generation bliver kaldt for den digitale generation.
Men jeg bebrejder ikke folk, da jeg ikke er meget bedre selv. Jeg har det på samme måde. Mobiltelefonen er blevet en vane for mig at bære rundt over alt. For mange unge (inklusiv mig selv) er mobiltelefonen meget brugbar i hverdagen. Eksempelvis bruger man den til at kommunikere til ens medmennesker fra lang afstand, høre musik eller bruger mobiltelefonen til at holde os opdateret i samfundet, fx via de sociale medier. Mobiltelefonen kan også bruges i visse situationer til en undskyldning. Hvis en situation er akavet eller tavs, så er telefonen løsningen. Hvis man hiver den frem, føles det som om, at det hele løser sig automatisk.
Jeg var ude og spise med mine forældre for en uges tid siden. I restauranten var der en del unge, som jeg var ca. jævnaldrende med. Det, der kom bag på mig var, at en stor del af dem sad med deres mobiltelefoner, mens de spiste. Det gjorde dem lidt asociale, og de mistede nærværet med familien. Jeg ved ikke om det er rigtigt, men jeg har fået fortalt, når man er ude og spise med andre, handler det om det sanselige, gode oplevelser og det at være sammen. Men det oplevede jeg ikke. De fleste samtaler i restauranten foregik med halv tilstedeværelse, og halvt med mobiltelefonen, Dette viser blot, at mobiltelefonen har taget overhånd.
Det er gratis at oprette en konto