Forestil dig; du er dansklærer i gymnasiet og har sat dine elever til at analyserende en valgfri high-school serie, det viser sig at 6/6 grupper vælger en serie med karakterer af forskellig seksualitet. Ingen af eleverne har prioriteret denne seksuelle mangfoldighed, men det er simpelthen tæt på umuligt at finde en ungdomsserie uden. Hvad der engang var øjenvækkende, er nu et must. Og mon ikke denne progression har været undervejs længe, dette tydes i hvert fald i en artikel fra 2014 af Jonas Paludan. Paludan er selv lærer og mener at mediebilledet er en væsentlig faktor for vores identitetsdannelse, hvilket ikke kan benægtes idet medierne ofte tildeles den fjerde magtfordeling. Den norm vi forventer i tv-serier i dag, beskrives i Paludans artikel som et ny-udklækket æra af tv-serier – om dette fremskridt tilhører aktøren eller strukturen, står stadig uklart. For i hvilken grad repræsenterer medierne os, og i hvilken grad former vi dem? Hvem har i virkeligheden magten til at ændre verdensbilledet og hvordan? Lad os se om svaret er at finde, et sted på den anden side af glasset.
Vi ønsker alle sammen at tro, at vi har kontrollen, at vi som et folk selv former det samfund vi lever i. Men hvis vi former medierne, som former os – hvor starter hovedet og hvor slutter halen? I midten af halvfemserne så man næsten ingen repræsentation af personer af andre seksualiteter end heteroseksuel. Beverly Hills, Fuller House, Boy Meets World, alle sammen globalt streamede serier, uden nogen form for seksuel diversitet. Dengang lå snakken mest på om hvorvidt en kvinde kunne spille en magtfuld hovedrolle og blive taget seriøst, hvilket vi ser, stadig er omdiskuteret. Men nu om dage er der en større og mere krævende efterspørgsel, manglende diversitet accepteres ikke længere, hverken på film eller i virkeligheden. Da Cam og Mitchell blev gift i Modern Family, var det et stort øjeblik, ikke kun fordi de repræsenterede en ændring i amerikansk lov, men også kultur. Nu 10 år senere er efterspørgslen næsten umættelig, Burset fra Orange Is The New Black, som Paludan kårer til, det eneste ”eksempel på en tv-serie, hvor transkønnede er blevet portrætteret så åbenhjertigt.” er nu en af mange transseksuelle karakterer på amerikanske tv. I 2020’erne har vi Jules (Hunter Schafer) fra Euphoria, som repræsenterer den moderne transseksuelle kvinde og tilfredsstiller behovet for diversitet. Jules’ seksualitet er ligesom hos Cams og Mitchs et centralt emne, dog er det ikke roden til hendes problemer, men en mulig løsning. Jules historie som en transeksuel kvinde er moderne i den forstand, at den er rå og realistisk. Den viser transitionen som Jules må gå igennem i blot en alder af 13 år, en alder hvor alt er forandrende og utrygt. Følelsen af at 13 år, ængstelig og ude af i stand til at navigere i en krop der føles fremmed, er ikke længere kun Jules’ historie, men vores alles sammen. Jules transition er ikke taget lige ud af Hollywood, for det er ikke det miljø, der bedst repræsenterer transitionen, om det er fra barn til voksen eller mand til kvinde. Euphoria lykkedes i deres afbilledning, fordi at seeren får en forståelsen for kampen Jules kæmper, faren hun udsættes for og hvorfor hendes forsøg på at finde trøst i euforien frem for kærligheden gentagende fejler.
Det er gratis at oprette en konto