1 uge. 1 uge er det siden jeg vågende op i en lejlighed, jeg ikke kendte. 1 uge siden jeg krøb mig ud på gaden med sår og blå mærker, jeg ikke havde haft aftenen før. 1 uge siden jeg blev voldtaget af en mand, jeg ikke ved, hvem er.
”Det er ovre nu skat. Du er i sikkerhed [NAVN A], lyt til, hvad mor siger”. Det var det, de blev ved med at sige. De samme ord, de samme sætninger igen og igen. Det bare ikke den følelse, jeg går det. At være i sikkerhed igen. Forstår de det ikke? Skammen? Frygten? Det jo ikke ovre. Hver aften hver nat går det galt. Tankemylder, der bare ikke ville stoppe. En tankestrøm, der bare ikke vil holde op. Ligesom de store brusede floder i Nordcanada. Jeg føler, jeg drukner. Drukner i tankerne. Drukner i scenarierne. Jeg skal anstrenge mig for bare at holde mig oven vande. Den samme tanke, den samme trykken i brystet. Den går bare ikke væk. Jeg tror heller aldrig, den vil gå væk. Det er bare en del af mig nu. Den aften og den mand vil altid være en del af mig nu.
Det er egentlig ikke, fordi jeg husker, hvad der skete. Det er, som der er revet en del af aften af. Politiet siger fra 23.10 til 01.00, men de kan ærlig talt bilde mig alt ind. De er her hele tiden. De bliver ved med at stille de samme spørgsmål, og jeg bliver ved med at give de samme svar. "Det kan jeg ikke huske", "jeg ved det ikke", "jeg var bare i byen".
Det er gratis at oprette en konto