Digtanalyse: Erindring og identitet

fDer bor en gammel kone i barndommens gade, som husker den person, som forfatteren var som barn. Hun husker, at personen var vild og hele huset rystede når han tog trappen i spring fra fjerde sal. Dette billede af forfatteren forstyrrer hende, fordi det er som når to fotografier er taget oveni hinanden. Forfatteren frygter den plads han har i andres erindring, og de minder ham om ting han selv har glemt. De har stjålet hans ansigt før det blev brugt op og sætter det ofte ovenpå deres egne. Forfatteren husker ikke sin barndoms gamle kone, fordi alle voksne var ens. Hun har en viden om forfatteren som hun ikke røber og det holder hende i live. Forfatteren tog aldrig trappen i lange spring, men var et stille barn og afskyr hende.

Stemmen i digtet er personlig og selvreflekterende, og der er et element af bitterhed og frustration over hendes gammel kones misforståelse af hendes barndom. Semantiske skemaer, der bruges, inkluderer ord som "husker", "vild", "rystede", "stjålet", "brugt op", "lyver", "agter", "overleve". Det billedsprog, der bruges, er primært metaforisk, da det bruges til at sammenligne hendes barndomshandlinger med et fotografi, der overlapper hinanden. Det bruges også til at foreslå, at gammel kone holder hendes barndomshemmeligheder for hende, og at hun stadig forsøger at overleve hende.