Hvad skal man gøre hvis hver person der får øje på dig giver dig et dømmende blik? Hvis man ikke kan eksistere i et rum uden at man er elefanten i det? Novellen "Du burde skamme dig" af Marie Aubert udforsker kompleksiteten og skammen af at være en kvinde, der vender tilbage til samfundet efter at have tilbragt tid i fængsel. Novellen udforsker temaer som skam, identitet og samfundsforventninger i et miljø, hvor protagonisten føler sig isoleret og uforstået.
Novellen ”Du burde skamme dig” handler om en kvinde i Norge som har været i fængsel og er blevet landskendt for en forbrydelse. Kvinden er jeg-fortælleren, og hverken forbrydelsen eller kvindens navn bliver oplyst. Hun skal til en havefest hos sin bror og hans venner. Jeg-fortælleren blev én gang konfronteret om sin fortid af en ældre mand i en sporvogn, og har derfor siden da gået med solbriller og kasket. Inden festen, prøver hun at finde noget at tage på, men intet passer hende længere, da hun har taget på i fængslet. ”Min lille niece fræser barbenet forbi os på græsset. Jeg smiler til hende, men hun genkender mig ikke, hvorfor skulle hun det.” l. 75. Ud fra dette, kan vi gå ud fra at hun har været inde og sidde i lang tid. Under middagen forsøger hun at sætte en facade op, men lykkedes ikke med det da hun gradvist bliver mere og mere presset af de omkringværende folk, og deres facader. I løbet af aftenen møder jeg-fortælleren Bjørnar, en af hendes brors såkaldte kollegaer. Hun ser ikke ud til at kunne lide ham, men snarere tolerere ham. Bjørnar er den første til festen der italesætter hendes fortid. Efter lidt snak, begynder de at kysse og diskutere muligheden for at fortsætte aftenen hjemme hos ham. Efter at Bjørnar ser nogen nærme sig, rykker han sig flovt væk fra protagonisten, og tørrer sig om munden. De finder en taxa, hvor jeg-fortælleren pludseligt skifter humør. Hun forsøger at afpresse Bjørnar for tavshedspenge, da hun indser at hun ikke bryder sig om ham.
Det er gratis at oprette en konto