Skam og normbrud i 'du burde skamme dig'

Fiktive fremstillinger af mennesker, der falder udenfor normen

Sveden løber koldt ned ad ryggen på mig. Alles øjne vender sig mod mig i foragt. Jeg burde ikke være her, de ved nemlig alle, hvad jeg har gjort. Selvom ingen nævner det, ligger det som en sort sky over middagsbordet og alle kan mærke det. Min mave trækker sig sammen af ren og skær skam og den kiwi-appelsin lagkage, jeg flittigt spiste af, under desserten, er på vej op igen. Mange har oplevet at føle sig uden for normen og udeladt fra fællesskabet - at have gjort noget, de virkelig skammer sig over. Dette er netop temaet i novellen ”du burde skamme dig” af Maria Aubert, fra digtsamlingen ”Ma? jeg komme med dig hjem” (2016), hvor vi følger novellens hovedperson, der mildt sagt, falder uden for normen.

Vi lærer hurtigt, at novellens hovedperson, der er jeg-fortæller og hvis navn vi ikke får oplyst, er alt andet end almindelig. Allerede på første side, siger broren: ”Men de kommer ikke til at være onde, det er det, jeg mener, de ved, hvem du var. Hvem du er.” (l. 13-14). Hun har været vant til at leve et luksusliv, men efter sin fængselsdom, er hendes liv vendt på hovedet. Hvor vi normalt har adgang til alle jeg-fortællerens følelser og tanker, får vi i novellen ikke at vide, hvad det er hun har gjort. Ligesom hendes navn, bliver denne oplysninger tilbageholdt, hvilket fortæller os, at hun skammer sig dybt over sine handlinger og ønsker, at være anonym. Hun skal konstant forholde sig til, hvordan omverdenen opfatter hende, hvilket hun også prøver at undgå, ved at gå med kasket og solbriller, i håb om ikke at blive genkendt. Mødet med omverdenen kommer til udtryk flere steder i novellen. Da hun for eksempel møder en mand i sporvognen, der ligger hånden på hendes skulder og siger; ”Undskyld? Jeg vil bare lige sige, at du burde skamme dig. Det burde du virkelig.” (l. 23). Her kommer skammen også til udtryk, da hun i sit hoved, har samtaler med manden: ”det gjorde jeg, skammede mig, forklarede ham, at jeg prøvede at forbedre mig.” (l. 25-26) Hun beskriver flere steder metaforisk, hvordan det er at være en outsider og føle sig uden for fælleskabet. Hun bruger eksempelvis personifikationer, til at beskrive, hvordan det er at vide, at alle tale om en: ”Jeg holdt op med at ga? ud og spise, holdt op med at tage bussen, for jeg hørte mit navn summe gennem luften og fare rundt som en hurtig flue.” (l. 27-30). Dette illustrerer også, hvordan skammen er med til at udelade hende fra samfundet. Hun tør ikke længere gøre helt basale ting, i frygt for at blive dømt af samfundet.