Lige siden jeg var lille, har jeg altid haft en fascination for film. Hver fredag aften eller weekend har i de seneste mange år af mit liv stået på film og atter film. For ikke nok med, at film er underholdende og spændende, så er film for mig også et frirum til at træde ud af den virkelige verden, og i stedet, leve mig ind i en ny fiktionaliseret realitet. For i min verden er film trodsalt bare film; her er intet for alvorligt og selv verdens mest komplicerede problemer bliver til små bagateller. For i filmens verden viser ting sig altid for at være det, man regnede med, og historien holder sig altid kun til én virkelighedsopfattelse. Det var i hvert fald sådan, jeg troede førhen, inden jeg fik øjnene op for de såkaldte ”plot twist” film. For mig var dette en helt ny åbenbaring og mulighed for at eksperimenterer med det uvisse og mystiske.
Jeg husker tydeligt min første erfaring med en film der inkorporerede ”Plot Twist” som en del af handlingen: Den prisbelønnede og Oscar-vindende film ”Shutter Island” med Leonardo DiCaprio i hovedrollen bragte nemlig en helt ny opfattelse af, hvad film var i stand til, og den gjorde et stort indtryk på mig. Jeg var selv helt lamslået, da det gik op for mig afslutningsvis, at den hovedperson, man havde fulgt hele filmen igennem, faktisk ikke viste sig for at være den, man troede. Dette var det såkaldte ”Plot Twist, og alle, som jeg i hvert fald husker det, var helt begejstrede med det. Dette er nok også grunden til, at så mange film i dag er bygget op omkring disse ”plot twist”; fordi mange elsker det.
Det er gratis at oprette en konto