LSD: Biologisk effekt, rusvirkning og skadevirkninger

I præsynaptisk nerveceller ses der vesikeler med serotonin.

Afgivelse af transmitterstof via exocytose hvor der nomalt pga. Ca++-ioner, frigives, pga. nerveimpuls

Diffusion af transmitterstof fra transport protein receptor hen over synapsespalten ned til G-proteinkoblede receptorer (syv-helix receptorer – serotonin recpetorerne), hvor de sidder i den postsynaptisk nervecelle.

øger endogen transmitterfrigørelsen undervejs fra transportproteinreceptorerne til de syv-helix receptorer. Dvs. mere serotonin bliver frigjort

Sagt også:

(Serotonin virker mellem to nerveceller. Virkningen sker, når serotonin frigives fra en nervecelle (præsynaptisk nervecelle) og optages af (postsynaptisk nervecelle)

(Det serotonin der ikke bliver optaget af modtager-cellen bliver genoptaget af afsender-cellen eller nedbrudt.)(Serotonin nedbrydes af enzymet monoaminoxidase.

Stoffets kemi (fedtopløselig/vandopløselig) og rusvirkning

LSD et er meget stærkt stof.

Det er en forsvindende lille mængde der skal til for at fremkalde en rus. Normaldosis er -mellem 0,025 til 0,250 milligram.

Stoffets sammenhæng med belønningssystemet (hvis den kendes)

Der er ikke klare beviser for, at LSD er fysisk eller psykisk vanedannende, men man bliver hurtigt tolerant overfor virkningen. Derfor skal der hurtigt større og større doser til at opnå den samme rusvirkning.

Serotonin påvirker dog belønningssystemet, da man bliver glad eller euforisk, om man kan derfor have lyst til at tage det igen

Det der afholder en fra at tage det igen- altså grunden til at det ikke er afhængighedsvirkende kan være grundet den lave dosis og/eller virkningen. Virkningen der er psykoselignede og skaber vrangforestillinger vil man helst undgå.