Analyse af 'Jul i barakken' og perspektivering til 'The Grinch'

Julen er en festlig tradition der handler normalt om glæde og fællesskab, men hvordan føles det når disse ting mangler? Jul i barakken er en novelle skrevet af Siegfried Lenz hvor der bliver fortæl om livet efter Anden Verdenskrig, hvor en familie kæmper for at overleve, og julen nærmest bliver glemt. Alligevel viser små handlinger og sammenhold, at julens traditioner og fællesskab kan stadig findes. I denne artikel vil jeg undersøge, hvordan novellen viser temaer som håb og fællesskab, og hvordan selv små ting kan gøre en forskel. Jeg vi også perspektivere ”jul i barakken” med filmen The Grinch, der på en anderledes måde viser noget af det samme.

Jul i barakken er skrevet i førsteperson, hvilket betyder, at historien bliver fortalt af en af karakteren, nemlig en dreng, der ser tilbage på sin barndom. Alt hvad vi oplever gennem historien, bliver fortalt fra hans synsvinkel. Vi ser kun det, han oplever, tænker og føler som gør historiens fortælling meget personlig for læseren. Denne slags fortæller hjælper os læseren til at forstå, hvordan livet i barakken føltes som ham som barn. Vi kan mærke han usikkerhed, hans vilje til at hjælpe sin familie og hans forsøg på at finde glæde.