Det er ti år siden nu; det med Sparks-pladen. Vreden og den sitrende følelse mærkes stadig, når jeg tænker tilbage på det. Bo havde taget den, tilstod han, han kunne knap se mig i øjnene, mens han mumlede sin undskyldning. En slidt gammel plade, ja, men det var min. Det var ikke bare musikken eller vinylen i sig selv, men noget større. Noget, der var vigtigt for mig. Han forstod det aldrig. Eller måske gad han bare ikke forstå.
Han stod der og så så lille ud, som han altid gjorde. "Jeg var bare fuld," mumlede han, men jeg vidste, han løj. Jeg vidste det altid. Altid fuld af undskyldninger; som om de kunne dække over den usikkerhed, der hang tungt om ham. Jeg havde brug for, at han kom med noget mere meningsfuldt, han mumlede blot videre, og jeg blev vredere for hvert sekund. Vred på ham og vred på mig selv for at lade ham komme tæt på. Det hele føltes som en dårlig drøm, der aldrig ville ende.
Tobias kom valsende ind den aften. Han havde det der smil, som altid kunne få mig til at føle mig både set og overset på én gang. Jeg hadede ham lidt for det, men jeg kunne ikke modstå glæden ved at se ham. Han havde en unik evne til at lyse rummet op, som Bo aldrig havde. Der sad han, og pludselig tog han den frem – Min plade. Med både flænge og plet, lå den, lige foran mig.
Det er gratis at oprette en konto