Bladene var begyndt at hænge, og de mange dråber dug var begyndt at glide ned ad de fløjlsbløde blade, mod den muldne jord, og dannede små vandpytter rundt om den tornede stilk. Hovederne på de halvdøde roser var begyndt at miste den glødende røde farve. De roser som jeg har plejet og passet med de fineste hænder, var nu begyndt at hænge. Roserne betød virkelig noget specielt for mig. Når man har mistet sin bedste veninde og man bare går mutters alene indelukket inderst inde, savner man nogen at dele sine glæder, sorg med og give omsorg til.
Jeg sad i min seng og tænkte på hvordan mit liv så ud. Jeg satte mig hen tilskrivebordet hvor jeg havde min gamle støvede lille kiste med
gamle barndomsbilleder. Øverst lå der et billede af Sabrina og jeg.Idet jeg så på det følte jeg en mærkelig tristhed i mit hjerte, som gjorde at der trillede en varm tåre ned ad min kind og landede på billedet og Sabrina og jeg .Tankerne om dengang, vores venskab, glæderne. Det hele.
Den dag vi sidst var sammen var engang i sommerferien hvor vi var taget en tur i parken for at møde vores venner hvor vi havde taget billedet. Solen skinnede, himlen var blå og skyfri. De mange smukke vidunderlige blomster I mange farver strålede af sommer. De små glade børn legede fangeleg, imens de smilte helt op til ørene af glæde. To andre børn sad på hug ved en af blomsterbedene og lavede kranse. Sabrina og jeg sad på en bænk og nød sommeren, snakkede, fniste, grinede, og fortalte store hemmeligheder som rigtige veninder gør.
Det er gratis at oprette en konto