Kærestesorg

Jeg kommer slentrende hen ad gaden. Jeg går langsomt og betragter trafikken. Det er forår, solen titter frem bag skyerne og varmer dejligt på ryggen. Jeg stikker højre hånd i jakkelommen efter pakken med tyggegummi, Men mærker i stedet et stykke papir. Det undrer mig, så jeg tager papiret op og kigger på nærmere på det. Åh ja – billedet. Jeg havde lykkeligt glemt alt om det billede indtil nu. Det var et billede af mig og ham.Jeg kunne mærke, hvordan sorgen bredte sig i mig. Åh nej, jeg vil ikke begynde at græde nu. Jeg troede, at jeg var kommet over ham, men det er jeg tydeligvis ikke. Jeg knugede hånden om billedet. En tåre triller ned af min kind. Der står en gruppe drenge lidt væk fra mig. Jeg begynder bare at gå stærkere, for jeg kan mærke, at jeg skal hjem, inden jeg bryder helt sammen, det ville være så pinligt, hvis nogen så det. Jeg står ikke mere end 2 meter væk fra dem, og jeg kan se, at han står i midten af flokken. Han skal bare ikke se mig nu. Jeg ønsker bare, at han er så opslugt af deres samtale, at han ikke lægger mærke til mig. Men ikke alle ønsker bliver opfyldt. Han kigger på mig, det kan jeg føle. Ville det være tamt af mig, at vende mig om og gå tilbage? Ja, jeg går bare forbi dem, holder hånden for ansigtet. Jeg kan mærke, at jeg næsten løber, og så er det, at en griber fat i min arm. Jeg tør ikke kigge, jeg frygter det værste. Og så høre jeg hans stemme. – Hey [NAVN A], hvad er der galt? Jeg kigger op, og tørre tårerne væk under mine øjne, jeg ser det billede for mig, som jeg har prøvet at glemme så længe. Jeg har ikke, snakket med ham siden, at han flyttede skole for to uger siden. Han fik nye venner, og en ny pige. Det glemte han, bare lige at sige til mig.Jeg kan ikke, se ham i øjnene, jeg kigger bare ned i jorden, og svare – Ikke noget, men jeg skal skynde mig hjem.Jeg vender mig for at gå, men han tager fat i min arm igen.- Malle, hvorfor ignorer du mig, du svare aldrig, når jeg ringer. Du låste døren, da jeg ville besøge dig.Jeg kan ikke svare, det gør alt for ondt. Det stikker i min mave, En følelse af svimmelhed kommer, jeg kan mærke jeg svajer. Jeg vil bare væk.- lad mig være. Høre jeg mig selv råbe, jeg skynder mig at løbe væk, inden han kan nå at gøre noget. Jeg bor kun en gade her fra. Jeg kan høre, at de snakker bag mig, men jeg er ligeglad, nu vil jeg bare hjem.Da jeg kommer hjem, går jeg direkte ind på mit værelse, og smider mig i sengen. Jeg bryder total sammen, og føler bare, at alt braser sammen omkring mig. Her ligger jeg så, pakket ind i min dyne, og med mascara helt ned til mundvigen. Jeg ligger bare, og tænker tilbage på de dage i sommerferien, hvor det bare var ham og mig. Han var den første, jeg nogensinde havde elsket, i hvert fald sådan rigtig. Jeg var sikker på, at han var den eneste ene. Jeg husker tydeligt den første gang jeg sagde, at jeg elskede ham. Han er den første, jeg har sagt det til. Det var en sommer aften, vi lå på et tæppe ved stranden. Vi havde lavet et bål, som vi varmede os ved. Jeg tror, at vi havde været sammen i tre uger der, og jeg følte bare, at det her var rigtigt. Jeg husker, at jeg rejste mig op, og ville have ham med ud i vandet. Vandet var lunt, og himlen var stjerne fyldt. Vi var svømmet ud til en badebro, som lå midt i vandet. Vi lagde der, og kiggede på stjerner. Han fandt nogle stjerner, der lignede et hjerte, hvis man satte dem sammen. Jeg havde vendt mig på siden, og vore øjne havde mødes. Han havde flotte, brune øjne, som skinnede mere end månen den aften. Jeg så ham lige i øjnene, han havde omfavnet mig, så jeg følte mig helt tryk. Det var som om, at intet ondt kunne røre mig, da jeg lå der. Jeg kyssede ham på næsen, at sagde det. Det var der jeg fik sagt, hvad jeg følte for ham. At jeg elskede ham. Og så se mig nu. Helt knust over, at han ikke følte det samme for mig mere. Eller det viste han i hvert fald ikke. Jeg er så rasende på ham. Det var på facebook, hvor jeg havde set et billede, af ham, hvor han kyssede en pige fra hans klasse. De havde godt nok været fulde, men det sårede mig alligevel. Jeg har ikke snakket med ham siden, jeg så det billede.Han har skrevet hundredvis at sms’er, men jeg har slettet dem alle. Han ringede 10 gange bare den dag. Men jeg afviste. Da jeg så ham komme gående udenfor vinduet, låste jeg døren til huset. jeg var alene hjemme den dag, fordi mine forældre var på arbejde. Og nu ligger jeg bare her, og tænker på alle de minder, vi har. Der tikker en sms ind på min mobil, jeg har mest, af alt bare lyst til at kaste mobilen ind i vægen, men jeg tager den alligevel i hånden, og åbner beskeden. Det er fra ham.Kære MalleJeg er ked af, hvis du har set noget du ikke skulle se.Jeg fortryder at jeg gjorde det, den pige betyder intet for mig.Du er den eneste jeg vil have.Kærlig hilsen migDe ord gør mig bare endnu mere ked af det. Jeg har lyst til bare at slette den besked, men den varmer mig også om hjertet. Indeni er jeg stadig total knust, men der er en lille lampe der lyser. Jeg læser beskeden igen og igen. Det er som om, at der er kommet nyt liv i mig. Jeg bliver helt glad. Men der er bare et spørgsmål, der gnaver i mig. Vil han såre mig igen?