Her på det seneste har jeg lagt mærke til hvordan radioen bare bliver til en støjende larm i baggrunden. Om morgenen, på vej til skole, er det næsten som om nyhederne bliver hørt, men ikke reelt lyttet til. Konflikter, kriser og kaos. Det er overskrifterne som har til formål at vække noget i mig, en slags urolig mavefornemmelse, men i stedet gør det mig træt. Træt af at skulle forholde sig til alting konstant. Det er næsten skræmmende, hvor immun man bliver overfor nyhederne efterhånden, som de flyder med i hverdagen. Men hvorfor er det egentligt, at vi ikke lytter længere? I min egen morgenrutine, virker det ikke ligefrem som samfundets fald, men hvis man ser på det i et større perspektiv, er det ret tænkevækkende. Hvornår er vi nået dertil, hvor nyhederne efterlader os upåvirket, selv når verden råber om hjælp? Og hvis vi gradvist lukker af for nyhederne, hvad skal der så til for at vi åbner op igen?
Sidenhen har jeg overvejet hvad der ligger til grund for danskernes nyhedstræthed – og om der er nogle mulige løsninger på problemet. En af årsagerne kunne muligvis handle om tonen og vinklingen af nyhederne. I bogen ”Den der råber lyver” af Lea Korsgaard fremhæver hun netop denne pointe, ved at pege på hvordan medierne har tendens til at foretrække de mørke historier. Hun skriver at ”skurke findes og katastrofer sker. Men ikke alle vegne og ikke hele tiden”, og det er en vigtig anerkendelse om at selvom der findes negative begivenheder og farer i verden, rummer virkeligheden langt mere, end det pressen lader os se. Det skaber en skæv fremstilling af verden, hvor det negative tager fokus fra det positive.
Det er gratis at oprette en konto