Joe & The Juices eksportmotiv er primært proaktivt, da virksomheden kommer fra et relativt lille hjemmemarked i Danmark og derfor søger vækstmuligheder på udenlandske markeder. Samtidig ønsker virksomheden at opnå stordriftsfordele, hvor faste omkostninger som markedsføring, administration og konceptudvikling kan fordeles på flere butikker og en større omsætning. Virksomhedens mål om at nå 1.000 butikker i 2028 viser tydeligt, at international ekspansion er en central del af strategien.
Virksomhedens eksportberedskab vurderes som højt. Joe & The Juice har allerede etableret sig på en række internationale markeder og har derfor stor erfaring med eksport og international drift. Derudover råder virksomheden over et stærkt brand og har modtaget betydelige investeringer fra General Atlantic, som har styrket kapitalgrundlaget og gjort det muligt at finansiere yderligere vækst. I 2024 havde virksomheden en omsætning på ca. 2,8 mia. kr. og et overskud på 143,3 mio. kr., hvilket viser en positiv økonomisk udvikling. Dog er likviditetsgraden faldet fra ca. 51 i 2024 til ca. 27 i 2025. Dette kan skyldes de store investeringer i ekspansion og viser, at væksten belaster virksomhedens likviditet.
Ifølge modellen om virksomhedens eksportparathed kan Joe & The Juice møde flere udfordringer. Virksomheden skal have kendskab til potentielle udenlandske kunder og deres behov, da forbrugernes præferencer varierer mellem markeder. Derudover er kendskab til fremmede kulturer vigtigt, fordi markedsføring og kundeoplevelser skal tilpasses lokale forhold. Sprogkundskaber kan også være en udfordring ved etablering på nye markeder. Selvom virksomheden har adgang til kapital gennem investorer, viser den faldende likviditetsgrad, at finansiering fortsat er et vigtigt fokusområde ved yderligere ekspansion.
Det er gratis at oprette en konto