I bogen ”En-to-tre-NU” bliver der fortalt om et typisk eksempel på en gymnasiedreng ved navn Jeppe, som går til fester, hænger ud med sine venner og spiller basket, ligesom en helt almindelig teenager. Alle mennesker bliver forelsket mindst en gang i deres liv, så Jeppe er ikke en undtagelse. Han bliver forelsket i pigen ved navn Cecilie, og lige fra første gang han ser hende, siger det klik i hans hjerne, og han ved det skal være de to for altid. De begynder at bliver kærester, og Jeppe kan slet ikke undvære hende, men Cecilie aflyser tit deres aftaler og kommer med dårlige undskyldninger. Jeppe bliver frustreret og forvirret og kan ikke forstå, at hun afviser ham den ene dag, og klistrer sig op ad ham den anden dag. Til sidst kan Cecilie ikke skjule det mere og bliver nødt til at fortælle ham sin største hemmelighed. Hun har kræft.
Ordet ”kræft” har mange betydninger. Når jeg hører ordet tænker jeg mest på sygdommen kræft, for man hører så meget om det i daglige tale. Det er så uvirkeligt for os, for det er rigtig svært at komme af med, når man først har det og man ved ikke hvorfor det kommer. Man kan heller ikke vide hvor lang tid man har igen, og man ved i det hele taget ikke hvorfor det lige er sket for en selv. Jeg tror ikke at jeg ville kunne sætte mig ind i den situation at have kræft, det ville være helt uvirkeligt og forkert. Kan det tænkes at mange af de mennesker der har kræft, ville ønske, at det var en som mig der ville få det i stedet for dem selv? Livet er som en karrusel. Når man bliver født stiger man på og overtager en gammel plads, og når man har kørt sine antal runder stiger man af, og giver sin plads videre til et nyt menneske. Sådan bliver vi ved med at kører rundt, indtil karrusellen ikke kan dreje mere og går i stå. Som regel er det livet der bestemmer, hvornår vi ikke skal leve mere, men når kræften tager over og bestemmer, at en person ikke skal leve mere, kommer der uligevægt i karrusellen, og det vil påvirker alle de mennesker der sidder foran og bagved den manglende plads. Det der er mest skræmmende ved sygdommen er at man aldrig ved om man bliver rask og man ved heller ikke hvorfor det kommer. Mange af forskerne siger det er fordi vi tager sol, og fordi vi spiser brændt mad, og alt muligt andet, men vi kan da ikke være paniske hele tiden og lukke os selv inde i en boks og være bange for at leve livet. Selvfølgelig skal man tænke sig om, men man skal heller ikke være helt paranoid, eller skal man? Hvis kræft havde en farve ville jeg gætte på grå. Lige så grå som himlen på en kold og våd regnvejrs dag. Det minder mig om en trist dag hvor jeg sidder der hjemme helt alene, og føler mig rigtig ensom. For jeg tror at når man har kræft føler man sig rigtig alene, for der er ingen andre omkrig en der har det samme. Det er ikke ligesom halsbetændelse eller en brækket arm, det er meget almindeligt, og det kan næsten alle snakke sammen om, for det har alle prøvet mindst engang. Men når man har kræft er det som regel kun en selv, og ingen vil kunne sige, jeg kan godt forstå dig, og jeg kender smerten, for hvor skulle de vide hvordan det føles?
Det er gratis at oprette en konto