Jeg mærker den varme sommervind suse ind i mit ansigt, som var det havets brusende bølger. Du skubber mig igen. Jeg er lige ved at falde af gyngen, men jeg beder dig om at skubbe endnu hårdere. Pludselig kan jeg ikke mærke dine hænder ramme min ryg mere, du står ikke bag mig mere. Jeg falder af gyngen. Jeg slår mig slemt da jeg rammer jorden, som havde jeg faldet fra flere meters højde. Jeg kigger rundt i haven. Du er væk. Jeg bliver pludselig omringet af en mørk skygge, der bliver helt sort omkring mig. Jeg hører din stemme, men den bliver mere og mere fjern. Frygten fanger mig i et enkelt åndedræt. Jeg stikker mig på noget. Det eneste jeg kan se for mig, er en sort rose, og min nu blødende finger. Tornen har boret sig ned i min finger, som et rustent søm. Smerten er ulidelig. Rosen er min vej til virkeligheden. Jeg skal plukke dens blade, som i barndoms legen ”skal, skal ikke” i denne dødens leg er det bare ”dø, skal ikke dø” Jeg plukker langsomt bladene af, de falder til jorden som små dun. Jeg plukker det sidste blad, og hvisker langsomt ”dø”
Det er gratis at oprette en konto