Jeg har haft rigtig svært ved bare at begynde, men nu prøver jeg. Jeg har haft lyst til at skrive til dig siden den dag jeg fik det at vide. Men jeg vidste ikke, hvor jeg skulle starte. Far du var jo min far. Du har været et af de mennesker, der har kendt mig allerbedst og alligevel har jeg været en af dem, der ikke engang har kendt sandheden om dig. Noget i mig siger stadig, at der er meget jeg ikke ved og som jeg ikke forstår. Den eneste der kender den aktuelle sandhed, er dig og ingen andre. Samtidig er det alle andre og ikke dig. Inde i mig er der et stort spørgsmålstegn, som har sat sig godt til rette og står fuldstændig fast.
Nu sidder jeg her på Island. Det land du kom fra. Jeg kan mærke det i luften og i jorden, som om noget af dig stadig er her. Det er mærkeligt at være et sted, der føles både fremmed og velbekendt på samme tid. Jeg ved ikke om jeg er vred på dig, eller bare ked af det. Måske lidt begge dele. Nogle gange savner jeg dig som jeg troede du var. Andre gange savner jeg sandheden mere end bare dig. Jeg tænker på om alt havde været anderledes, hvis jeg havde vidst det før. Hvis du havde sagt noget til mig. Det ville havde måske givet mig en mulighed for at forstå dig mens du stadig var her.
Det er gratis at oprette en konto