Jeg er forladt. Jeg har ingen. Det er præcis 4 år siden, at jeg mistede den eneste, der virkelig betød noget for mig. Alt for den dumme dukke. Selv efter 4 år af sorg og gråd giver jeg stadigvæk skylden til mig selv.
Jeg burde føle mig tættest på hende i dag udover alle dage, men på en eller anden måde føler jeg mig fjernere fra hende end nogensinde før… Alt er faldet fra hinanden, mit liv er intet værd mere. Uden hende er alt ligegyldigt. Er det normalt for mig at føle sådan her? Hvordan kan noget barn leve uden sin mor. Jeg har langsomt fundet ud af, at man ved først at man havde det godt, når man har det dårligt.
Hun var mit et og alt. Jeg fortryder hver dag at jeg ikke var mere taknemlig for alt det, som hun gjorde for mig. Det er først efter, at hun har efterladt mig, at jeg indser hvor meget der skal gøres i huset. Hun var den smukkeste kvinde, som jeg nogensinde har set, så hvorfor valgte gud at tage hende fra mig? Det er ikke fair, hendes sjæl var den reneste.
Mine veninder har støttet mig igennem det hele, men jeg har skubbet dem meget væk. Jeg tror ikke, at jeg igen kan finde kærlighed, som jeg havde med hende. Jeg har ikke lyst til at tale om mine følelser med nogle. Jeg bryder sammen hver gang, at jeg overhovedet siger hendes navn, Caroline. Det var hendes navn. Mor var fantastisk. Hun hjalp mig med alt. Jeg savner alt ved hende, hendes grin, hendes smil og hendes mega platte jokes, som ingen syntes var sjove.
Det er gratis at oprette en konto