På balkonen: Josés synsvinkel under tyreløbet

’’Kære lillebror min, giv aldrig slip på lænkerne imellem os’’. Jeg er spændt, nervøs og bange, men samtidig prøver jeg vise mod og viljestyrke. Jeg er samlet med en masse andre unge mænd, som har i sinde at fuldføre en højtæret tradition. En manddoms prøve er det vel. Det er en velsindelse, at få lov til at medvirke i dette års tyreløb. Folk begynder at blive nervøse, jeg kan se det i deres flakkende blikke, publikum bagved den store indhegning er helt oppe at ringe, der er så mange mennesker bag indhegningen, at jeg ikke kan se en eneste, der ser ud til at have plads til at vende sig om, de står som sild i en tønde, men den manglende plads, forhindrer dog ikke tilskuerne i at more sig, de synger og klapper, stemningen er fuldstændigt som til en fodbold kamp. Folk maser sig hen til indhegningen for at få de bedste pladser, indhegningen giver sig en smule, da alle ville frem. Jeg spotter ihærdigt efter min familie oppe ved altan byggerierne, de er alle sammen samlet ude på vores nye altan, jeg vinker desperat til dem, de fanger alle sammen mine fagter og råber i munden på hinanden ’’Oh! José’’, jeg kan se i deres ansigtsudtrykke, at de er bekymrede for mig, jeg er også selv lidt bekymret hvis jeg skal være ærlig, men hvis jeg vil gennemføre det her løb, må jeg se frygten i øjnene. Vi bliver nu ført hen til en hvid streg, som jeg formoder, må være starten. Om mindre en tyve sekunder, har vi præcis to minutter til at slippe væk fra de bidske tyrer, alle mine tanker vil gerne frem, men falder i stedet over hinanden og forbliver i dyb tåge. Folk begynder at sprinte derud af, men jeg står bare helt paralyseret og stirrer på de mange folk der spæner for deres liv, jeg kan høre tilskuerne og min familie råbe ’’løb dog!’’ det er først nu mine frosne lemmer tøger op, jeg løber af sted, så hurtigt som muligt, jeg ved at det gælder liv eller død. Imens jeg løber, forestiller jeg mig at jeg er tyren, man har meget magt når man kommer brasende bagfra. Jeg får indhentet de andre og også overhælet en del, da jeg pludselig hører nogle høje skud, ’’det nu, det er nu det sker’’, publikum går fuldstændigt amok. (Josés lillebrors synsvinkel)Alle de modige deltagere sprinter af sted ned igennem de smalle stræder, dette års tyreløb i år så ud til at overgå alle de andre år. Der var flere tusinde tilskuere end sidste år, men ikke nok med det, de forrige par år er det kun blevet lukket to tyre ud, men i år bliver der lukket fem kæmpestore ariske tyrer ud, på jagt efter deltagerne. Nu begynder deltagerne så småt at løbe forbi vores balkon, den første mand var lidt buttet, så jeg tænkte for mig selv, at det nok var godt at han havde fået et lille forspring, dernæst kom resten af deltagerne inklusivt José. Den første tyr kommer om hjørnet og publikum stiger fra at være glade, højtråbende, til at være vilde og brutale, de maser sig endnu tættere på indhegningen og den gir’ sig en smule mere, de råber skældsord efter tyren er passeret. Efter den første tyr kom den anden, så den tredje og sådan blev det ved, først da den femte tyr kom bragende ud fra stald nummer fem, stoppede publikum med at juble, denne tyr er anderledes, den er større end de andre og oser af styrke. Tyren her er vild, og selv jeg heroppe finder den skræmmende. Da tyr nummer fem begyndte at løbe stærkere, begyndte deres støj at hænge i luften igen, det var det jeg elskede ved denne begivenhed, at se folks udstråling og energi, ikke så meget med at se folk blive jagtet af tyrer og sætte deres liv på spil, det gav ingen mening for mig. Alle fulgte tyr nummer fem med øjnene, som allerede nu havde overhalet alle de andre tyrer og var godt på vej imod deltagerne. Deltagerne gik i panik, jeg kunne se på dem at de fortrød, at de havde meldt sig til, men fortsatte med at løbe for livet. Nogle meter væk fra vores balkon, faldt den bagerste mand, alt støjen dæmpede sig og man kunne høre et fælles gisp i hele omegnen, få skrig kunne fornemmes, dette her var nok det værste tidspunkt at falde på, ikke mindst fordi at den store tyr var lige i hælene på ham, men også fordi at han lå lige foran indhegningen til tusinde af tilskuere. Tyren løb direkte og målbevidst mod den faldne mand, der så ud som om at han havde forstuvet noget. Manden tog desperat fat i indhegningen og prøvede på at kravle over, men folk var desperate, vidste ikke hvad de skulle gøre, så de skubbede til indhegningen så han faldt ned på jorden, idet han ramte jorden fik tyren stanget ham i ryggen. Jeg kunne ikke se på det, der flød blod overalt og han bevægede sig ikke mere. Menneskerne bag indhegningen kunne se alt, nogle af dem stod nærmest lige op af ham, da han blev stanget. Stilheden, der havde ligget luften brød pludselig ud i gråd, skrig og kaos, alle tilskuerne gik i panik og myldrede rundt. Indhegningen gav sig mere og mere, jeg er sikker på at den ikke ville holde ret længe. Tyren blev ved med at stange og skubbe til offeret. Jeg har virkelig fået det dårligt af at se dette, det kan jeg se de fleste af os heroppe på balkonen har, min mor, mormor, faster, fætter og sikkert flere tog hovederne til sig og lukkede øjnene, nogle blev nødt til at gå indenfor, så modbydeligt som det var. Blodet bredte sig, der kom mere og mere, manden var fuldstændigt gennemhullet. Da jeg så dette, kunne jeg ikke stoppe med at tænke på José, jeg vidste han var dernede et sted, men jeg kunne ikke se ham. ’’Frygt ej, frygt ej’’ ordene satte sig fast i hovedet i på mig, i håb om at jeg kunne bilde mig selv ind, at José ville klarer det. De fleste i min familie var lamslået, men få havde den indstilling at, når man har meldt sig til løbet, meldt sig til at irriterer en tyr, må man tage de følger der kan forekomme. Jeg syntes bare at det her er skrækkeligt. Panikken oppe på balkonen begyndte også at sprede sig, alle snakkede om José, og få bad for ham. Mens flere og flere måtte forlade balkonen, blev tyren ved og ved. Tyren stødte flere gange til indhegningen, som jeg havde set komme, den fik flækket en pæl i metal værket, så tilskuerne fossede ud på samme gade med de gale tyrer. Panik hang i luften, alle skreg og græd. Jeg ville så gerne hjælpe menneskerne dernede, men jeg kunne intet gøre. Igennem larm, brøl og forvirring, råbte min Farfar til mig, at jeg skulle se længere ned ad gaden, resten af tyrene kom bragende af sted direkte imod den enorme flok tilskuere som ikke ønskede at deltage i jagten. Det var umuligt for så mange mennesker at løbe væk, tyrene indhentede dem, nogle opgav at flygte og stilte sig ind til siden og håbede på at de bare ville passere dem. Tyrene var nu så tæt på, at de begyndte at nedlægge tilskuerne en efter en. Nogle blev slynget om på ryggen, nogle blev slet ikke ramt, mens andre var mere uheldige, efter jeg har overværet 4-5 mennesker blevet stanget, mast og trampet ned af de ariske sataner, troede jeg at jeg skulle besvime. Jeg kan ikke klare det mere, jeg vil ikke høre på deres paniske skrig mere. Jeg sidder indenfor og ryster over den oplevelse jeg har set, nogle få fra familien står stadig ude på balkonen. Skrigene hænger stadig i mine ører, men noget nyt er de sirener jeg kan hører. Jeg tager mine hørertelefoner på, hører noget afslappende musik, ber en bøn for alle menneskerne dernede, men mest for José og falder ligeså stille i søvn. Da jeg vågnede næste dag, var alle i min familie allerede oppe, jeg kiggede ud af vinduet, der lå planker, blodplamager og andre små ting, jeg tog avisen min morbror havde hentet i den lokale kiosk, jeg fandt hurtigt de siger der handlede om den terror fra i går. I en faktaboks snublede jeg over antallet af omkomne, der stod 15 omkomne, jeg var ved at falde ned fra stolen af chok, det var godt nok et højt antal. Da jeg ser billederne i avisen, begynder filmen af manden der blev stanget ihjel at køre i mit hoved. Det har været et mareridt, og alle landet over var i chok, jeg lover mig selv at jeg aldrig vil se tyreløb igen, det har givet ar på sjælen, og mest fordi at José ikke er med os mere. ’’Jeg vil aldrig glemme denne rædselsfulde dag, den vil altid sidde fast inde i mit hovedet, du vil altid sidde fast i mit hovedet, José min bror, det er så uvirkeligt ikke at have dig her hos os mere, vi var alle utroligt stolte af dig, du var en helt igennem perfekt person, lige nu føler jeg at jeg er bundet op i lænker som ikke kan løsnes fra dig, jeg vil ikke løsnes fra dig, du var der altid når jeg havde brug for det, du var en god bror, højere respekt fra mig findes ikke end den du får, jeg lover dig at jeg aldrig vil give slip på lænken imellem os, jeg holder fast indtil den dag jeg svinder hen. Hvil i fred José og på gensyn’’. Andreas.