Skytsenglens eksamen

Heroppe fra så alting så let ud. Heroppe fra kunne han se alt og høre alt. Hvordan mon det var at gå dernede? Tænk, at være som en af dem og bare kunne gøre, hvad man selv fandt bedst! I stedet måtte han sidde heroppe og spille på det åndssvage instrument, som han nu engang havde fået at spille på. Han var stadig under oplæring, men det skulle snart være forbi, for i morgen blev han endelig udlært. Han sukkede dybt. Han spredte vingerne og dalede stille ned mod lavere luftlag, hvirvlede lidt rundt i luften og landede så. Pigerne, der sad omkring ham, grinede hysterisk. Han havde aldrig forstået dem. Havde aldrig haft held hos dem. Næste morgen var det knald eller fald! Enten måtte han gå året om - det havde han allerede gjort en gang, så det ønskede han ikke igen - eller også blev han endelig udlært skytsengel. Først var der flyveprøven. Den klarede han da nogenlunde, men på grund af sin klodsethed fik han censor til at grine højlydt. Han havde altid været klodset og dum, men at det skulle ske lige i dag! Ja, det var vel en selvfølge? Han klarede sig dog og kom over gennemsnittet. Så var det høflighedsprøven, der blev klaret til dumpekarakter. Hvor var det dog bare typisk! Han blev altid så genert og forlegen i en sådan situation, og så gik hans mund fuldstændig i baglås, så han ikke kunne svare på alle de spørgsmål, og fik han endelig svaret, begyndte han at stamme, og så kunne det jo ligesom være lige meget det hele. Det så alt i alt ikke alt for godt ud for ham, men han bestod da. Meget forståeligt, at han dette år viste noget potentiale, men på underlig vis må højere magter have holdt en hånd over ham - eller rettere censor. Selvfølgelig er engle hårdføre, det skal de jo være, når de bliver nødt til at sætte liv og lemmer på spil for menneskene, men alligevel var det noget af et under, at han bestod. Han kunne knap nok forstå det! Aldrig havde han været så glad. Han havde virkelig aldrig troet, det ville lykkes, men nu stod han her med eksamensbeviset i hånden og strålede som en engel, men det var han jo selvfølgelig også. Han skyndte sig hen til Gud for at takke ham, men Gud ville ikke tage imod hans tak, han sagde bare at han havde fortjent det. Så kom dagen, hvor alle de nyuddannede skytsengle skulle have deres opgaver. Alle blev råbt op, og til sidst stod der kun ham tilbage. Han begyndte at spekulere på, om de mon havde glemt at give ham et job, eller havde de bare ikke forberedt noget, fordi de ikke regnede med, at han havde bestået? Sådan måtte det være, for det havde jo også overrasket ham selv. Han vendte sig om for at gå, men stoppede op da Gud læste det sidste navn på listen. Hans navn! Han kunne knap nok tro det, endelig var han blevet rigtig skytsengel - men for hvem? Han fik stukket et dokument i hånden med navn og adresse og kunne derpå tage af sted til Jorden for at påbegynde sit arbejde. Undervejs studerede han oplysningerne lidt nøjere; det havde han ikke tænkt på at gøre noget før på grund af hans overvældende lykke. "En tøs? Åh nej." Han kunne vel lige så godt vende om og søge ind på skolen igen, for hvis han skulle være skytsengel for en pige, ville det helt sikkert gå galt! Han kunne bare ikke det der med piger, og han behøvede det heller ikke, for han klarede sig fint uden dem, mente han selv. Sådan nogle små fnisende væsner, der ikke gjorde andet end bare at vildlede éns tanker og bortrøve én sin forstand. Endelig nåede han frem til Jorden, men da var han også helt udmattet efter den lange flyvetur. Han landede på en stille villavej og så sig omkring. Her var ikke, som han havde forestillet sig, når han sad hjemme på sin sky, nej, her var bedre, meget bedre! Forsigtigt gik han hen til et hus og kikkede ind af vinduet. Dér sad en familie ved middagsbordet.De havde foldede hænder og var åbenbart ved at fremsige en eller anden slags vers. Han rystede undrende på hovedet. Godt nok havde han hørt, at mennesker var nogle sære individer, men han havde aldrig troet, at de ville bruge tid på at citere digte, når der stod så meget dejligt mad foran dem! Med ét kom han i tanke om, hvor sulten han selv var, og han tog sig til maven, der var begyndt at rumle faretruende. Han savnede sin mors dejlige skypostej som var smørret med philadelphia og fortrød, at han nogensinde havde søgt ind på den skole. Men han havde jo trods alt gjort det for hende skyld, for hun ville jo så gerne have, at en af hendes sønner blev en rigtig skytsengel. Hun havde dog opgivet håbet sidste år, da han var dumpet, men nu havde hun set, hvad han kunne! Lidt efter stod han i den varme stue med den rare mad foran sig. Uden at tænke over det rakte han ud efter noget af det på bordet, men blev stoppet af et øredøvende tordenbrag og Guds bebrejdende stemme. Han kunne ikke bare tage menneskenes mad, nej, hvad havde han dog tænkt på? Men på den anden side kunne han heller ikke bare lade være med at spise, for så ville han jo dø af sult. "Men hvad vil du så have, jeg skal gøre?" Han så op gennem loftet i stuen og direkte op i Himlen. Der var stille lidt, så kom svaret: "Find den dødelige, du skal være skytsengel for, så skal jeg give dig mad." Han tøvede lidt, for hvordan skulle han finde hende? Det gik pludselig op for ham, hvor stort et område Jorden egentlig var. Ikke nær så stor som Himlen ganske vist, men der havde han jo heller ikke en gang været i halvdelen! Gadenavnene på skiltene sagde ham heller ikke noget, for han var jo vant til adresser som: 2. Sky th. syd for Mælkevejen. Han var en meget fortabt og sulten engel, da han omsider fandt stedet, men da havde han også været undervejs i meget lang tid. Det var blevet morgen, og gaderne vrimlede med liv. Udenfor den adresse, som han skulle til, var der dog stille og fredeligt. Han listede sig hen til et vindue og kikkede ind. Indenfor så han den dejligste menneskepige, der stod og børstede sit lange hår. Hun var meget smuk, syntes han, og da det gik op for ham, at det var hende, han skulle være skytsengel for, blev han meget glad. Som dagene gik, var han altid hos hende, og han holdt meget af hende, men det er jo også det, engle skal. Holde af - og passe på selvfølgelig! Heldigvis havde han husket af tage sin harpe med, da han fløj ned fra Himlen, og selvom det ikke lød særlig godt faktisk utroligt dårligt, spillede og sang han for hende. Og hun smilede, og hver aften, før hun gik i seng, lagde hun sig på knæ med foldede hænder, mens hun så op mod Himlen og sagde "Tak Gud, at englene står vagt ved min seng hver nat og spiller på deres harper." Og når hun sagde det, følte han det, som var han i Den syvende Himmel. Der havde han ganske vist aldrig været, men han havde hørt, at man var meget lykkelig dér.En dag var pigen ude og gå en tur med nogle af sine veninder. De pjattede grinede og fnisede og så sig slet ikke for, da de gik over vejen. Han fulgte med så godt, han kunne, og blokerede hende efter bedste måde mod alle farerne, men han var ikke hurtig nok og så ikke den bil, der pludselig kom kørende ud fra en af sidevejene. Hun blev ramt, men ikke alvorligt såret, for i sidste øjeblik var han nået og komme mellem hende og bilen, men nu var han også rigtig godt øm over det hele, for selv en engel kan godt komme til skade. Hun lå på asfalten ved siden af ham, da ambulancen kom, og mændene derfra løftede hende op og talte til hende, men hun svarede dem ikke, og han blev meget bekymret, for hvad nu hvis hun var død? Så ville hun komme i Himlen, ja, det var han sikker på, men ville han så få hende at se igen? Den sag var knap så klar.Lidt efter sad han på kanten af den hospitalsseng, hvori hun var anbragt. Hun var ikke død, sagde lægerne, men han var nu ikke helt sikker, for det var jo menneskeligt at fejle, så det kunne lægerne vel også? Pludselig hørte han Guds strenge røst, der kaldte på ham og sagde, at han var en elendig skytsengel, når han ikke en gang kunne passe ordentligt på en lille pige. Derfor skulle hans straks komme hjem, hvor han hørte til. Dette gjorde ham meget bedrøvet, men han vidste, at ærkeenglen havde ret, og derfor kastede han et sidste blik på den bevidstløse pige, og så gjorde han noget, han aldrig før havde turdet gøre ved nogen pige: Han bøjede sig forsigtigt ned og kyssede hende på kinden. Måske forstod hun ham og tænkte, at nu tog hendes skytsengel tilbage til Himlen, fordi han ikke var god nok til at passe på hende. I hvert fald håbede han ikke, at hun bar nag, men hun var jo også så sød, at det kunne hun slet ikke finde på. Så bredte han sine vinger ud og fløj op mod Himlen, og mens han fløj hørte han moderen hviske til lægerne:"Gudskelov, at hun ikke er kommet mere til, ja, der må sandelig have stået en engel på vagt." Ja, hun skulle bare vide, tænkte han og sukkede fortvivlet.