2. verdenskrig var netop ved at være helt slut, selv om mennesket var en stor flok forvirret gruppe af angst og pessimisme. Hvem er jeg? Hvad er verden for et sted? Hvad er menneskets for en størrelse? Alle disse spørgsmål i angst om nye angreb skulle være på lur. Men nyt håb var på vej til det danske samfund, troede man. Men det var alt sammen et stort endeløst håb og det fik danskerne, til at føle endnu mere mislykkede og pessimismen i den danske befolkning steg yderligere.
Efter al den død og ødelæggelse Danmark havde været oplevet af i alle disse år fik selv digtere og forfattere til at tvivle på, om teknisk udvikling virkelig var godt set fra en humanistisk synsvinkel.
Hvis man læser digte, noveller eller artikler fra tiden 1945-1957 (Heretica) vil man i den grad kunne se angsten lyse ud fra teksterne. ”Mennesket tvivler”
I digtet ”Husene” bliver mennesket/befolkningen sammenlignet med huse.
Jeg vil mene, at det passer meget godt ind i digtet, da mennesket var opfyldt af en moderne følelse af fremmedhed, angst og isolation. Ligesom huse, stod hverdagen simpelthen stille, og livet forgik for øjnene af dem, og pludselig står man der og er gammel og slidt efter mange års hårdt arbejde.
Det er gratis at oprette en konto